26-04-2016 | Julie Søltoft Jeppesen , jsj@finansforbundet.dk  

Budskaber fra Money20/20 skal udbredes

Money20/20 er en fintech-konference af internationalt format, som er forbeholdt finans- og fintech-virksomheder. Men budskaberne derfra har stor betydning for både privatpersoner og danske virksomheder og bør derfor fremtidigt bredes ud til befolkningen, mener Kristian T. Sørensen fra konsulentfirmaet Norfico.


Fintechkonferencen Money20/20 Europe fandt sted i Bella Center i København fra 4.-7. april, og allerede nu er det vidst, at konferencen vender tilbage til omgivelserne i Bella Center næste år.

Selvom selve konferencen måske er forbeholdt de allerede indviede finans- og fintech-virksomheder, mener Kristian T. Sørensen, partner i konsulentvirksomheden Norfico, at man bør udnytte energien fra konferencen og brede dens budskaber ud over Bella Center.

”Konferencen er ikke kun er for de, der er til stede. Hvis man omtaler Money20/20 blandt familiemedlemmer, ved de ikke, hvad det er, men det bør de. Det er ikke blot en lukket klub for finansfolk, men derimod en konference, der handler om løsninger, som har indflydelse på mange af os som privatpersoner”, siger Kristian T. Sørensen til Nyhedsbrevet Finans.

Han mener derfor, at det fremtidigt bl.a. er vigtigt at skabe mere opmærksomhed omkring konferencen i de danske medier.

”Jeg synes, at det vil være oplagt at få skabt mere opmærksomhed omkring konferencen i de danske medier næste år, og man skal måske hjælpe de traditionelle medier med i højere grad at skabe fokus på fintech og selve konferencen”, siger Kristian T. Sørensen.

Fremtidige løsninger vigtige for butikker

Ikke mindst er Kristian T. Sørensen opmærksom på, at de nye betalingsløsninger, som bliver omtalt på blandt andet Money20/20, også har stor betydning for danske butikker.

På konferencen kunne den kinesiske, digitale bank, Alibaba, fortælle, at over 100 millioner kinesere gerne vil kunne bruge deres betalingsløsning Alipay, når de er ude at rejse i for eksempel Europa. At introducere Alipay som betalingsløsning i danske – og specielt københavnske – butikker, kan have stor gevinst for virksomhederne, mener Kristian T. Sørensen.

”Det er en information, som har virkelig stor betydning og noget virksomheder burde have at vide. For er der noget, en butik på Strøget gerne vil have fat i, er det de købestærke kinesere”, siger han og fortsætter:

”De bør fortælles, at de har mulighed for at tiltrække et meget købestærkt publikum ved at være en lille smule opmærksomme på, hvad der sker på betalingsfronten i Asien. Men de har jo ikke nødvendigvis nogen anelse om at sådanne løsninger eksistere, eller at det er den vej, de skal gå”.