28-06-2016

Blockchain rykker ind på Borgen

Møde mellem blockchain-iværksættere og lovgiverne på Christiansborg baner vej for dialog om perspektiver ved og regulering af den nye teknologi.

Af
Elisabeth Teisen et@finansforbundet.dk
 


Bekæmpelse af korruption i Ukraine, bekæmpelse af hvidvask og af finansiering af terror. Smarte løsninger til at håndtere små og mellemstore virksomheders betalingsstrømme og økonomiske overblik. Mere åbne demokratier. Smidigere registreringer af ejerskaber, mere effektiv offentlig forvaltning. Det var nogle af de perspektiver, der blev åbnet for på et møde mellem blockchain-verdenen og politikerne på Christiansborg den 22. juni.

Ida Auken (R), der er partiets ordfører for it- og iværksætteri, havde sammen med fintech-virksomheden Hufsy inviteret til en åben diskussion af muligheder og perspektiver af den nye teknologi og bud på, hvordan lovgiverne skal forholde sig til den nye verden.

En anden liga

Blockchain-udviklerne og fintech-iværksætterne er nu kommet op i en anden liga. For et par år siden blev de nærmest anset for at være nørdede landsbytosser. Nu er de blevet inviteret indenfor. Ikke bare i den finansielle sektor, men altså også på Christiansborg, ligesom der i april blev holdt en stor konference i Europaparlamentet, der skulle afdække, hvordan lovgiverne skal stimulere innovation af blockchain-baserede løsninger og samtidig sikre fortsat beskyttelse af forbrugerne.

”Det er super vigtigt at få politikerne i tale nu. Hvis de ikke forstår perspektiverne i den nye teknologi er risikoen, at de lukker ned eller overregulerer. Det vil betyde, at Danmark går glip af en stor udviklingsmulighed, der potentielt kan give rigtig mange arbejdspladser”, siger Annine Nordestgaard Benzen, forretningsudvikler i Hufsy.

”Det er klart en lovende teknologi - potentielt en revolution, og vi skal gribe mulighederne, så Danmark bliver vinder på den dagsorden. Samtidig skal vi holde fast i de standarder, vi som samfund har sat. Det skal ikke være Det vilde Vesten. Vi skal tage fordelene og bevare sikkerheden og trygheden for forbrugerne”, sagde Ida Auken, der håber at være med til at sætte nogle pilotprojekter i gang, der kan gøre teknologiens muligheder mere konkrete.

En ny økonomi

Der var højt til loftet i Christiansborgs Fællessal, og der blev åbnet op for perspektiver, der kunne tage vejret fra én – lige fra nye, mere åbne politiske systemer til en ny økonomi.

”Blockchain er ikke blot en forbedret business-model til nye, billigere og smartere løsninger. Det er også en markedsmekanisme, der kan føre til afgørende ændringer af samfundsmæssige, fælles goder. En kollektiv ejet økonomi, en peer to peer-økonomi, en nedbrydning af monopoler. Kort og godt en sand revolution, hvis vi spiller vores kort rigtigt”, sagde professor Roman Beck, it-universitetet.
Og Danmark har gode forudsætninger for at ligge i front, mente Christian Visti, NewBanking.com, der underviser på CBS og er medlem af PSMEG (Payment Systems Market Expert Group), en gruppe nedsat af EU Kommissionen.

”I Danmark er vi gode til at forstå kompleksiteten i betalinger, vi kan se tingene på tværs, og vores infrastruktur er højt udviklet. Hvis vi ser over Atlanten, er de først ved at sætte chips i betalingskortene nu. Vi har teknologi og viden, som vi kan eksportere, og der er mange job i det”, sagde han.

Selvom blockchain fundamentalt er teknologien, der åbner for simple, hurtige, billige, sikre, gennemsigtige løsninger, der fjerner behovet for en tredje-part (det være sig banker, advokater, myndigheder m.m.), gik – indrømmet - mange af de tekniske redegørelser hen over hovedet på Finans’ udsendte, ligesom Ida Auken i sin afrunding indrømmede at være blevet forvirret på en højere plan. Men én ting er sikkert. Vi kommer til at høre mere. Nu har lovgiverne taget bolden op.

”Specielt medarbejderne i den finansielle sektor skal være vågne. Der er risiko for, at job forsvinder med lynets hast. Men medarbejderne i Danmark har den fordel, at de gerne må tænke med, og medarbejderne i den finansielle sektor er nok nogle af dem, der har de bedste forudsætninger. Så det er en udfordring at være med til at sætte fingeren på muligheder og faldgruber”, sagde Ida Auken, der også roser Finansforbundet for den progressive tilgang til hele fintech-området.

”If you don’t believe me or don’t get it, I don’t have time to try to convince you, sorry”, har Satoshi Nakamoto, den stadigt anonyme opfinder af blockchain, forkyndt på twitter. Man gør klogt i at holde ørerne åbne og være med til at reflektere over, hvordan den nye teknologi kan være med til at opfylde vores behov, løse vores problemer og holde fast i den menneskelige dimension som udgangspunkt.
Men måske skal man ikke være ked af, at man ikke fanger alle de tekniske aspekter.

”Blockchain teknologien kan have samme indflydelse på pengeudvekslingen, som internettet har haft på udveksling af informationer. Men internettet bruger vi jo også uden nødvendigvis at forstå det til bunds”, sagde udvikler Maria Flyvbjerg Bo, Hufsy.

Vil du alligevel forsøge at forstå lidt mere, kan du læse denne baggrundsartikel om Blockchain i Finans her.

TAGS:

Finansiel sektor; Sektorens udvikling; Fintech