12-04-2016 | Elisabeth Teisen , et@finansforbundet.dk  

Blockchain er en gave til bankerne

Det er ikke blot de små fintech-virksomheder, der kan blomstre med den nyeste teknologi. Den har også noget at byde de store banker, der skal agere i et trængt miljø. Det var budskabet fra Blythe Masters, der forlod et topjob i J.P.Morgan på Wall Street til fordel for fintech-miljøet, på Money 20/20-konferencen i København


Blythe Masters, ét af de store koryfæer i den fagre nye fintech verden, var én af dem, der kastede en særlig glans over Money 20/20 konferencen i Bella Center, København.

Blythe Masters har en helt exceptionel status, da hun er kommet til fintech-universet som entreprenør fra en hardcore lederstilling i J.P.Morgan, hvor hun i 1990’erne var én af pionererne bag de derivater, der senere fik så fatale konsekvenser. Det har dog ikke fået auraen omkring hende til at falme. Når Blythe Masters taler, lytter folk.
I april 2014 stiftede hun Digital Asset Holding. Et New York-baseret selskab, der skal hjælpe store finansielle aktører med at udføre deres transaktioner billigere og hurtigere ved at bruge blockchain-teknologien.

Ambitionen er ikke, som mange andre fintech-virksomheder, at erstatte de traditionelle pengeinstitutter. Tvært imod er ambitionen at gøre de store mere levedygtige i et klima, hvor de lave renter og høje kapitalkrav presser fortjenesten. Faktisk samarbejder JPMorgan i øjeblikket med Digital Asset Holdings om applikationer, der skal smidiggøre lån og andre transaktioner på baggrund af blockchain.

Firmaer som Citigroup, Deutsche Börse og Depository Trust & Clearing Corporation ud over JPMorgan har skudt penge i Digital Asset Holding, og firmaet har netop offentliggjort samarbejdsaftaler med Accenture, PWC og Broadbridge om at tilbyde blockchain-teknologien til deres kunder. Den seneste nyhed er, at ASX, den australske børs, har indledt et testprojekt sammen med Digital Asset Holding, der skal flytte al værdipapirhandel og afvikling i Australien over på blockchain. Alt sammen indikationer på, at elefanterne i branchen rykker og tror på den nye teknologi.

Reduktion af omkostningerne

”Blockchain har potentialet til at reducere kapitalkrav, reducere omkostninger, øge tempoet og øge kundetilfredsheden. Og netop at reducere omkostningerne ved de finansielle transaktioner er en af tidens største udfordringer”, sagde Blythe Masters i Bella Center.

”Ja, der er stadig udfordringer, men de er i proces med at blive løst. Jeg tror, teknologien vil blive taget i brug for alvor i løbet af et par år, selvom det måske vil tage fem-ti år, inden den er mainstream”.

Og lykkes det, vil besparelserne blive store: 5-10 pct. på kort sigt og langt mere, når blockchain eller lignende er fuldt implementeret, vurderede Blythe Masters.
Regulatorerne er også ved at forstå, at blockchain-teknologien ikke kun er til glæde for slyngler, der vil færdes anonymt i den globale pengeverden. Blandt andet Bank of England, og nu altså også de australske tilsynsmyndigheder, har udtrykt sig anerkendende om potentialet i blockchain.

”ASX er blevet en first mover, og når det bliver bevist, at blockchain kan indfri kravene til sikre transaktioner, så vil mange følge efter, og vi vil se en helt ny finansiel infrastruktur. Men den finansielle sektor er et stort hav at få til at koge”, sagde Blythe Masters.