05-03-2019

Billigere betalinger og bankoverførsler i EU

Ny EU-lovgivning vil snart gøre det billigere at gennemføre betalinger og bankoverførsler i EU. Samtidig pålægges bankerne større gennemsigtighed om gebyrer for valutaomregning.

 
Af Bjørn Willum, freelancejournalist

​Bankernes indtjening på gebyrer fra betalinger og bankoverførsler i EU får endnu et gok i nøden i forbindelse med en ny lov, som EU's Ministerråd godkendte i går. Eftersom et overvældende flertal i Europa-Parlamentet allerede i sidste måned gav grønt lys er loven dermed definitivt vedtaget.

Virksomheder og forbrugere vil dermed kunne spare penge ved grænseoverskridende betalinger og bankoverførsler mellem eurolande og ikke-eurolande fra den 15. december, når de fleste af bestemmelserne træder i kraft.

Fremover skal bankerne tage det samme for grænseoverskridende betalinger i euro som for indenlandske betalinger. Ifølge en undersøgelse foretaget af Deloitte for EU-Kommission i 2017 tager danske banker i gennemsnit 20 kroner for at overføre 100 euro, bulgarske banker 150 kroner, mens svenske banker for længst har afskaffet sådanne gebyrer.

Dermed bliver der taget et væsentligt skridt til at gøre op med uligheden mellem euro-lande og ikke-eurolande, påpeger EU's institutioner.

Sparer en milliard euro

"Siden 2002 har de samme gebyrer været gældende for grænseoverskridende og indenlandske betalinger i euro inden for euroområdet, mens grænseoverskridende betalinger i euro fra ikke-eurolande har været underlagt høje gebyrer", skriver Ministerrådet i en pressemeddelelse.

"150 millioner EU-borgere og 6 millioner virksomheder, der bor og opererer i lande uden for euroområdet, har betalt meget højere gebyrer for overførsel af euro end deres eurozone-kolleger. Dette vil ikke længere være tilfældet, og alle europæere vil betale betydeligt lavere afgifter, hvilket vil spare dem mere end en milliard euro om året. Dette er den anden lille EU-revolution efter afskaffelsen af roaming-gebyrerne", lyder det fra Eva Maydell, der som Europa-Parlamentets ordfører i sagen har forhandlet loven på plads med landene i EU's Ministerråd. 

"Det er et kæmpe skridt fremad for at fuldføre det indre marked for betalinger, idet der skabes lige konkurrencevilkår for virksomheder inden for og uden for euroområdet. Vi viste igen, at EU hurtigt og effektivt kan løse virkelige hverdagsproblemer hos borgerne".

Push-meddelelser om valutagebyr

Bankkunder risikerer dog stadig at blive fanget af høje valutaomregningsgebyrer, hvis de gennemfører transaktioner i andre valutaer end euroen. Eksempelvis hvis man vælger at overføre danske kroner til en konto i Frankrig eller Italien for slet ikke at tale om Østeuropa.

Loven vil skabe mere gennemsigtighed på området. Fremover vil bankerne således være pålagt at skulle oplyse om de anslåede samlede omkostninger ved valutaomregning i forbindelse med en bankoverførsel, inden den gennemføres.

Det samme skal være tilfældet, når en dansk bankkunde tager sit Visakort frem på ferien i Spanien eller en tysk forretningsmand svinger sit Mastercard på en restaurant i København. 

Så skal bankerne sende ham eller hende en gratis elektronisk push-meddelelse via eksempelvis sms, e-mail eller app, der oplyser om det beløb, der skal betales i den lokale valuta og i valutaen på kundens konto.

"For at gøre omregningsgebyrerne mere gennemsigtige vil der være en godkendt metode for beregning af vekselgebyrer i forbindelse med kortbetalinger og i kontantautomater (den Europæiske Centralbanks referencesats + x%, med en maksimal avance, der fastsættes individuelt af bankerne)", forklarer Europa-Parlamentet i en pressemeddelelse.

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår