08-02-2016 |  Af Helle Baagø, freelancejournalist

Betal med din fingerring

MasterCard og smykkevirksomheden Ringly præsenterede en ny betalingsløsning på forbrugerelektronikmessen CES i Las Vegas.


Forbrugerelektronikmessen CES, Consumer Electronics Show i Las Vegas, er traditionelt stedet, hvis man som virksomhed vil annoncere nye partnerskaber eller innovative produkter over for et krævende og sultent tech-publikum.

Sådan var det også i år, da MasterCard løftede sløret for en række nyheder inden for digitale betalingsløsninger.

På CES fremlagde virksomheden sin strategi for, hvordan den vil udnytte tingenes internet til at komme i nærkontakt med kunderne.

Begrebet tingenes internet betyder, at koblingen mellem internettet og fysiske genstande sker gennem dataoverførsel fra sensorer og chips.

Udviklingen har taget fart i alt fra byudvikling (Smart Cities) til smarte hjem, hvor indeklima, sikkerhed og familiens adfærd måles og registreres i nye ”hubs”.

Nu er turen kommet til finanssektoren. Den havde første gang sit eget konferencespor på CES, Digital Money Forum, der i øvrigt var sponseret af MasterCard.

En række cases fra konferencen illustrerer, hvordan løsninger bygget oven på IoT (den engelske forkortelse for Internet of Things) vil erstatte eller supplere de mobile betalingsløsninger, som for alvor er ved at blive en del af forbrugernes hverdag.

Det første eksempel er MasterCards partnerskab med smykkevirksomheden Ringly.

Ringly designer nye ”smarte” fingerringe, der ved hjælp af Bluetooth sender notifikationer fra telefonen ud på ringen. Salgsargumentet er, at kvinder ikke længere behøver at miste et opkald eller en besked, fordi deres mobil ligger i bunden af dametasken ...

Det nye samarbejde betyder, at Ringly-brugeren i fremtiden også skal kunne betale ved bare at føre fingerringen hen over varen og aktivere det betalingskort, man ønsker anvendt.

”Vores mål er, at det skal være så friktionsløst som muligt. Du tapper og afslutter købet”, forklarede CEO Christina Mercando fra Ringly.

Tynde fintech-chips

Men samarbejdet med Ringly er kun begyndelsen. Et partnerskab med fintech-virksomheden Coin, som også blev annonceret på CES, skal også sende betalingsløsninger ud i wearables som smarte ure og fitnessbands og i tøj.

Coin har designet den tynde chip, som er forudsætningen for transaktionen. Køberen skal kunne føre sin wearable hen over chippen, vælge betalingskort – og gennemføre købet på stedet.

”Vores job er at integrere betalingsløsninger i hele IoT-universet, og vi har de sidste år brugt mange ressourcer for at opbygge en sikker platform til denne type transaktioner”, sagde Betty DeVita fra MasterCard Labs.

Et partnerskab med kæden wagamama har i England givet kunderne mulighed for både at bestille og betale via mobilen uden at skulle vente på en tjener. Løsningen har vist sig at spare tid for gæsten og øge indtjeningen på restauranten.

Betal varer fra køleskabet

Sidste CES-eksempel er Samsungs nye tech-køleskab, der er online med supermarkedet. Via en touchscreen på køleskabsdøren kan familien bestille og betale for varerne med betalingskortet. Også denne gang har det globale betalingskort skabt en ny alliance.

”Groceries by MasterCard” hedder servicen, som Samsung i en pressemeddelelse kalder "den første shoppingapp integreret i et køleskab”.

Consumer Electronics Show i Las Vegas er verdens største forbrugerelektronikmesse. Den finder sted hvert år i januar og brød i år igen sin egen rekord med mere end 170.000 deltagere fra hele verden.