08-02-2016 | Elisabeth Teisen , et@finansforbundet.dk  

Bank til immigranter

Lån til immigranter er et nyt forretningsområde, som flere og flere finansielle institutioner i udlandet begynder at betragte som en potentiel indtægtskilde. Læs også om Allianz nye direktør Oliver Bäte, der ikke frygter konkurrencen fra nye aktører, og om seniorerne i Wall Streets investeringsbanker, der frivilligt eller ufrivilligt lader de yngre medarbejdere få bonusserne.


Lån til immigranter er et nyt forretningsområde, som flere og flere finansielle institutioner i udlandet begynder at betragte som en potentiel indtægtskilde. Der er mange modeller, men fælles for dem er tre ting: for det første gør de det meget let at åbne en konto.

I Monese, som ifølge Economist er en start up i London, kan man åbne en konto med telefonen – blot ved at sende et foto af passet og en selfie. Dernæst åbner mange amerikanske banker konti også for illegale indvandrere baseret på id-kort udstedt af konsulater eller andre dokumenter, de illegale nu måtte have. For det tredje sørger de finansielle virksomheder for at være der, hvor indvandrerne er – i USA ved at åbne afdelinger i de forretninger, hvor typisk latinoerne handler eller ved at understøtte uformelle opsparingsgrupper i immigrantmiljøer.

I Italien har Extrabanca slået sig op som bank specielt for immigranter, der hjælper dem med bureaukratiet omkring at leje et hus eller starte en forretning. Mange amerikanske kreditinstitutter tilbyder ”borgerskabslån”, der dækker omkostningerne ved at etablere sig, og Deutsche Bank tilbyder med ”Bankamiz” – (ifølge Economist tyrkisk for ”Vores Bank”) tosprogede hævemaskiner, gratis hævning i Tyrkiet og fem gratis overførsler til Tyrkiet hvert år.

I USA har 23 procent af husstande med en ikke-statsborger som overhoved ikke en bankkonto. For spansktalende husstande er det 35 crocent, mens det er var 8 procent af befolkningen som helhed.

Allianz frygter ikke fremtiden

I et stort interview i det tyske ugemagasin Der Spiegel forholder selskabets nye administrerende direktør for verdens næststørste forsikringsselskab, Allianz, til de udfordringer, fremtiden giver. Det er først og fremmest det lave renteniveau, men så er der også digitaliseringen. Udfordringerne fra selskaber som Google tager Oliver Bäte dog roligt, hvis konkurrencen sker på lige vilkår, og selskaberne bruger de data, de indsamler med kundernes samtykke, til kundernes bedste.

På spørgsmålet om den øgede adgang til og brug af individuelle data på sigt vil udhule selve forsikringsbegrebet, holder han fast ved det etiske aspekt i forsikringstanken og skelner mellem, hvad man selv har indflydelse på, og hvad der er hinsides den enkeltes påvirkning.

Fitnessarmbånd og anden teknologi, der kan måle dine motionsvaner, kalder Oliver Bäte gimmicks uden betydning, da man ifølge ham maksimalt kan påvirke sundhedsomkostninger med ½ procent ved at dyrke sport. Mere afgørende er alkohol- og rygevaner. Sådanne ser han gerne i højere grad afspejlet i præmierne.

”Men de store risici skal vi dække kollektivt. Hvis én for eksempel er disponeret for kræft, så skal vi bekymre os om det, ikke gennem udelukkelse, men gennem omsorg”, siger Oliver Bäte.

Derimod ser han gerne en større individualisering for bil-forsikringer, da risikoen er adfærdsbestemt. Unge mænd under 25 skal kunne slippe billigere, hvis de lader deres kørselsvaner overvåge, ligesom ældre måske skulle kunne opnå en reduktion i præmien, hvis de lader køretøjet stå efter mørkets frembrud. Og et helt andet spørgsmål er, hvordan forsikringerne skal se ud for selvkørende køretøjer, for ikke at nævne, hvis terrorister hacker systemerne og lader 10 biler kollidere.

Juniorerne løber med bonussen

Bonusserne i de internationale investeringsbanker skrumper i år, men Financial Times kan fortælle, at flere seniorer frivilligt eller ufrivilligt giver afkald på en del af deres bonusser for at tilgodese de yngre medarbejdere.

Samlet falder årets bonusserne omkring 10 pct. på Wall Street i år, er vurderingen, men ifølge et amerikansk finansielt rekrutteringsbureau citeret i Financial Times, vil juniorerne ikke bare blive friholdt for nedgangen, men kan se frem til en vækst på omkring 10 pct.

Paul Sorbera fra Alliance Consulting fortæller den engelske finansavis, at konkurrencen om unge talenter er ”fænomenal”, fordi bankerne har hyret så få unge talenter siden finanskrisen.

I samme artikel fortælles, at direktører i Deutsche Bank er så bekymrede over udviklingen, at flere vil give afkald på deres bonusser for at holde fast på gode teams af yngre medarbejdere. Men som avisen konkluderer, vil det store gab mellem aflønningen af direktører og deres underordnede gøre det til en mindre pinefuld øvelse, end det ser ud ved første blik.