05-03-2019

Banklobbyist i spidsen for EU's banktilsyn

Flere NGOer over, at den spanske storbank Santanders cheflobbyist står til at blive valgt som ny chef for den Europæiske Banktilsynsmyndighed. "Hvis det finansielle system i Europa var en meget effektiv størrelse, der tjente økonomien, samfundet og små- og mellemstore virksomheder, ville det ikke gøre så meget ", siger generalsekretær Benoit Lallemand fra Finance Watch.

 
Af Bjørn Willum, freelancejournalist

​Det bliver som at sætte ulven til at vogte gæs, hvis spanieren José Manuel Campa bliver godkendt som ny chef for den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA).

Sådan advarer en stribe finans-NGO'er, efter Europa-Parlamentets økonomi- og valutaudvalg har indstillet at parlamentet ved en afstemning 11. marts godkender den 54-åriges kandidatur.

EBA blev etableret i 2011 for at skabe en fælles ramme ramme for regulering og tilsyn i hele EU's banksektor og kan i princippet underkende nationale tilsynsmyndigheder, hvis de ikke styrer deres banker ordentligt.

Campa er i dag cheflobbyist i Banco Santander, der ifølge organisationen Financial Stability Board - stiftet af G20-landende i kølvandet på finanskrisen - hører til blandt verdens 30 'too big to fail'-banker. 

Hans arbejde har således bestået i at begrænse de øgede kapitalkrav, der blev stillet til især store bankkoncerner, så de var tilstrækkeligt polstrede til en kommende krise - og det har han været lidt for god til, mener NGO'en Finance Watch.

Ikke ordentligt polstrede

"De har fået lidt mere kapital, men stadig al for lidt til at kunne absorbere et chok af den størrelsesorden, som folk mere og mere frygter vil komme i de kommende måneder eller et til to år", siger Finance Watchs generalsekretær Benoît Lallemand til Nyhedsbrevet Finans. "De kan stadig beregne deres kapitalbehov ved hjælp af interne modeller og ikke-standardiserede modeller. Takket være folk som Campa der har sørget for, at de selv beregner hvor meget kapital de har behov for".

Hos Finance Watch i Bruxelles er man således ikke i tvivl om, at Campa vil gå bankernes ærinde, hvis han som ventet bliver godkendt til at efterfølge den italienske økonom Andrea Enria, der ifølge sit CV har været offentlig embedsmand hele sin karriere.

"Hvis det finansielle system i Europa var en meget effektiv størrelse, der tjente økonomien, samfundet og små- og mellemstore virksomheder, ville det ikke gøre så meget. Men der er store problemer med banksektoren i Europa, og i den kontekst behøver vi et frisk perspektiv. Vi behøver en ny tankegang", siger Lallemand med henvisning til, at "de enorme milliardbeløb der blev skudt ind i banksektoren i mange tilfælde er blevet brugt til at puste værdien af eksistende aktiver op i stedet for at finansiere nye aktiviteter i økonomien. Banksektoren er koblet af økonomiens og forbrugernes behov".

Advarer mod incestuøst forhold

Lallemand advarer mod et "incestuøst" forhold mellem europæiske banker og deres tilsynsmyndigheder.

Ifølge en opgørelse fra Transparency International har over halvdelen af EU's tidligere kommissærer gjort karriere som lobbyister efter de forlod EU-systemet. Blandt andet i banksektoren hvor tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso siden 2016 har været på Goldman Sachs' lønningsliste. 

"EU's beslutningstagere har en kort hukommelse", siger generalseketær Guillaume Prache fra NGO'en Better Finance ifølge finansnetmediet Mondo Visione. "Efter finanskrisen i 2008 understregede den daværende formand for EU-kommissionen - der i dag arbejder for Goldman Sachs - offentligt, at det var nødvendigt igen at afbalancere finansindustriens indflydelse i den politiske EU-beslutningsproces i forhold til EU's borgere".

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår