12-11-2018

Bank i skurvognen

Jutlander Bank åbner sin tredje nye afdeling på halvandet år, denne gang i Odder. Lokalerne er ikke klar endnu, så indtil videre modtages kunderne i en skurvogn – og det er faktisk en fordel, fortæller afdelingsdirektør Vibeke Aasted Rosendahl.

Af
Birgitte Aabo baa@finansforbundet.dk
 

​"Jeg skulle lige se, hvordan her så ud. Det kan være, jeg skal åbne en konto her."

En åbningsreplik i den stil har været typisk fra potentielle kunder, der har entret den grå skurvogn på Kvickly's P-plads i Odder i den seneste tid. Her residerer den nye afdelingsdirektør, Vibeke Aasted Rosendahl og hendes medarbejdere, indtil den tidligere cykelbutik bag skurvognen er klar til at danne ramme om Jutlander Banks nye afdeling i Odder.

"Pladsen er begrænset, men mange vil lige så gerne møde op i skurvognen, som havde besøg af mig. Jeg tror, de synes, det er lidt sjovt", siger afdelingsdirektøren, der har et renomme og et lokalkendskab til kunder, som er årsagen til, at Jutlander Bank åbner sin tredje nye afdeling på halvandet år netop her.

Banken vil øge sin markedsandel i området og fik hende efter 38 år i Nordea, senest fire år som filialdirektør i Odder, overtalt til at tage springet. Hun har ikke fortrudt et sekund, men beslutningen krævede store overvejelser:

"Jeg vågnede om natten og spekulerede. Det føltes som at stå på ti meter vippen og være usikker på, om vandet var dybt nok i bassinet. Men Jutlander lægger vægt på netop det, jeg også mener er centralt, at opbygge kendskab til kunderne og bruge det i rådgivningen. Det synes jeg desværre Nordea bevæget sig mere og mere væk fra", siger 55-årige Vibeke Aasted Rosendahl, der også er glad for muligheden for at sætte sit eget hold med nyansættelser.

Flere kunder end forventet

En del kunder har valgt at følge hende over i den nye afdeling, men nogle kommer også, fordi de vil skifte bank efter de seneste bankskandaler, eller fordi det ganske enkelt er praktisk med en bank lige ved siden af Kvickly, hvor de alligevel køber ind.

"De stikker hovedet ind og forhører sig om, hvad vi kan tilbyde dem. Det er dejligt at være i en situation, hvor der er kundetilgang – og det er der jo, når man begynder med et nul. Det er gået endnu bedre, end vi forventede her i starten", siger hun, der dog holde kundetal internt foreløbig.

Hun har netop afrundet et kundemøde ved det bord, der også fungerer som spisebord for teamet, der må sno sig på de få kvadratmeter.

"Så må de andre spise frokost ved deres skrivebord, men vi ved jo det er midlertidigt. Vi siger også til hinanden, at nogle af de oplevelser, det kaster af sig at drive bank i en skurvogn, vil være noget at det, vi griner af sidenhen".

Helt fra bunden

Vibeke Aasted Rosendahl er glad for, at hun har mulighed for at være med til at præge kulturen og bygge den op fra bunden.

Også helt bogstaveligt og ned i detaljen, for da hun fik overdraget nøglerne til skurvognen, kunne hun som noget af det første konstatere, at der manglede noget meget vigtigt for både kunder og medarbejdere: mulighed for at brygge og servere kaffe. Så hun lagde ud med at købe en kaffemaskine og hvad dertil hører.

Men med forskellige småindkøb har teamet nu fået indrettet sig i skurvognen, og er frisk på at gå vinteren i møde, indtil de forventeligt i februar kan rykke inden døre i nyindrettede lokaler.

 

 

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår