07-03-2016 | Julie Søltoft Jeppesen , jsj@finansforbundet.dk  

Banker og fintech-iværksættere har brug for hinanden

På 18 måneder er forholdet mellem den etablerede finanssektor og fintech startups gået fra at være fjendtligt, til at man er blevet tætte samarbejdspartnere. Samarbejdet er vigtigt, og det bliver mere og mere udbredt, sagde Bent Dalager, Managing Director Financial Services Nordic i Accenture, ved åbningen af Startup Weekend Fintech fredag den 4. marts.


”For 18 måneder siden troede man, at fintech ville overtage finanssektoren. Det betød, at mange banker tænkte i, hvordan de kunne forsvare sig selv. Nu tyder alt på, at der er mere fokus på samarbejde mellem den traditionelle sektor og de nye fintech-virksomheder”, sagde Bent Dalager, Managing Director Financial Services Nordic i Accenture, ved åbningen af Startup Weekend Fintech fredag den 4. marts.

Han forklarede, hvordan samarbejde mellem den etablerede branche og de nye fintech-virksomheder bliver mere og mere vigtigt, men også mere udbredt.

”Samarbejde bliver mere og mere vigtigt. Flere banker fortæller, at en del af det de udvikler til kunderne, ikke er udviklet af dem selv eller via etablerede softwarefirmaer, men via fintech-virksomheder, der selv har en idé, som banken så inkorporere i deres eget økosystem”.

Hvad får man ud af samarbejde?

Bent Dalager stillede retorisk spørgsmålet om, hvad den etablerede branche og de nye fintech-virksomheder kan få ud af at samarbejde med hinanden.

”Hvis man spørger den etablerede branche, hvad de får ud af at et samarbejde, svarer de, at fintech-virksomheder ofte har meget dynamiske mennesker med gode idéer. Spændende mennesker med spændende idéer er den vigtigste grund til, at de etablerede spillere samarbejder med nye virksomheder”, svarede han på spørgsmålet.

”Fintech-virksomhederne får desuden også rigtig meget ud af at arbejde sammen med de store traditionelle virksomheder. De får adgang til distribution og dermed mulighed for at få deres produkt ud til flest mulige kunder”, forklarede Bent Dalager.

Han gjorde opmærksom på, at det er meget andrledes at starte for sig selv og forsøge at udbrede sin idé, end at samarbejde med en større finansiel virksomhed som Danske Bank eller Nordea, der allerede har et kundegrundlag.

Bent Dalager var én af fire talere, der fredag åbnede Startup Weekend Fintech, som blev afholdt fra 4.-6. marts i Finansforbundets hus i København i samarbejde med CFIR. De tre andre talte Anette Broløs, direktør i CFIR, Steen Lohmann Poulsen, direktør i Erhvervs- og Vækstministeriet og Simon Ousager, Colorfly, og sidste års vinder af Startup Weekend Fintech.