04-06-2019

Bankernes hvidvaskområde vokser

AML-ansvarlig i Sparekassen Kronjylland, Hvidvask-ansvarlig i Salling Bank og AML Advisor eller -Specialist i Danske Bank. Landets pengeinstitutter opruster på compliance- og hvidvaskområdet. Antallet af medarbejdere stiger. Det samme gør antallet af pengeinstitutternes indberetninger, som på ni år er vokset fra 966 til 26.403.

 
Af Berit Villadsen

​"Har du styr på den juridiske lovgivning, som knytter sig forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering, og er du vant til at implementere reguleringer på områder?" Sådan lyder begyndelsen på en jobannonce som AML-ansvarlig i Sparekassen Kronjylland. I Salling Bank søger man også en hvidvaskansvarlig, som skal håndtere indberetninger, udvikle og udføre kontroller og udarbejde risikovurderinger - "tiltrædelse er snarest muligt".

Hvidvaskområdet fylder mere og mere i landets banker, og flere banker ruster op på compliance- og hvidvaskområdet. I efteråret 2018 valgte Jyske Bank at udskille hvidvaskbekæmpelsen fra bankens compliancefunktion.

Og i marts i år meddelte Danske Bank, at de i løbet af i år vil ansætte 600 nye compliance- og AML-medarbejdere, hvoraf hovedparten skal arbejde med hvidvaskbekæmpelse. Godt en femtedel af de 600 nye stillinger skal besættes i Danmark. I øjeblikket søger banken AML Advisor og – Specialister til et nyetableret team i Aarhus.

Danske Bank har 300 ledige job

Siden 2015 har Danske Bank firedoblet antallet af medarbejdere, der arbejder med at bekæmpe økonomisk kriminalitet og hvidvask. 300 af de 600 tidligere annoncerede compliance- og AML-stillinger er besat, og Danske Bank har i dag 1.500 ansatte på området. Når banken målet om at ansætte yderligere 300 compliance- og AML-stillinger i år, burde Danske Bank ved årets afslutning runde 1.800 compliance og AML-medarbejdere.

Nordea har også oprustet på området og har i alt 3.000 compliance- og AML-medarbejdere. Det viser en rundspørge, Nyhedsbrevet Finans har lavet. Ifølge rundspørgen har Nordea, Danske Bank, Jyske Bank, Nykredit, Sydbank og Spar Nord samlet set godt 3.690 compliance- og AML-medarbejdere.

Danske Bank og Nordea tegner sig tilsammen for 3.300 ud af de 3.690 medarbejdere svarende til 89 procent af det samlede antal. Knap ni ud af ti compliance- og AML-medarbejdere i de seks banker arbejder altså i Danske Bank og Nordea.

Eksplosiv vækst i antallet af indberetninger

Den meget fokus på compliance- og hvidvaskområdet kan også aflæses i pengeinstitutternes indberetninger til Hvidvasksekretariatet. I løbet af otte år er pengeinstitutternes indberetninger om mulig hvidvask og andre mistænkelige forhold vokset eksplosivt. Ifølge Finans Danmark sendte pengeinstitutterne 966 indberetninger afsted til Hvidvasksekretariatet i 2010, mens de i 2018 er noteret for hele 26.403 indberetninger. Der er altså tale om 27 gange så mange indberetninger på ni år!

Danske Bank er en af de banker, som står for en stor del af indberetningerne. I 2018 registrerede Danske Bank på koncernniveau 207.000 alarmer vedrørende usædvanlig kundeadfærd og sendte 10.380 rapporter til myndighederne om mistænkelige forhold.

Jyske Bank oplyser, at banken i 2018 foretog næsten 3.000 indberetninger, og banken står således for lidt mere end hver tiende indberetning fra pengeinstitutterne i 2018. Nordea, Sydbank, Spar Nord og Nykredit vil ikke oplyse, hvor mange indberetninger bankerne hver især har foretaget.

Nordea påpeger dog, at tallet har været markant stigende gennem årene. Spar Nord oplyser, at antallet af indberetninger har været stigende i 2018. Hos Nykredit er meldingen, at man har fordoblet antallet af underretninger fra 2017-2018.

 

Fakta: Compliance-og AML-medarbejdere i bankerne

Nordea: 300 compliancemedarbejdere og 1.500 AML-medarbejdere

Danske Bank: 1.500 compliance og AML-medarbejdere

Jyske Bank: 12 compliancemedarbejdere, 213 AML-medarbejdere

Nykredit: 17 (plus en deltid) compliancemedarbejdere, AML-medarbejdere svarende til 130 fuldtidsmedarbejdere

Sydbank: 7 compliancemedarbejdere, ønsker ikke at oplyse antal AML-medarbejdere

Spar Nord: 3 ½ compliancemedarbejder, 6 AML-medarbejdere (plus 2 studentermedhjælpere)

Kilde: Nyhedsbrevet Finans

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår