14-06-2016

Banker gør fælles front mod cybercrime

Et nyt nordisk samarbejde, anført af Danske Bank, skal styrke bankernes værn mod it-kriminelle. Efter års tilløb er man ifølge Danske Banks it-direktør Jim Ditmore nu ved at have fundet en form, så kundefølsomme oplysninger ikke deles og det europæiske regelsæt på området respekteres.

Af
Birgitte Aabo baa@finansforbundet.dk
 


”Hvorfor har I ikke gjort det for længe siden?”

Spørgsmålet kommer fra en tilhører i den godt fyldte sal på den internationale konference om cybercrime, som torsdag den 9. juni blev holdt i København med blandt andet sikkerhedsvirksomheden CSIS og Finansrådet som arrangører.

Spørgsmålet blev stillet i forbindelse med at amerikaneren Jim Ditmore, der er it-direktør i Danske Bank, fra scenen havde fortalt om et nyt nordisk samarbejde, der skal samle banker i kampen mod it-kriminalitet.

”Ja, hvorfor har vi ikke gjort det før? Det er et godt spørgsmål”, sagde it-direktøren.

Han henviste så til, at det blandt andet skyldes, at banker er underlagt begrænsninger i forholdt til at dele oplysninger med konkurrerende banker – og det er nødvendigt at dele informationer til en vis grad, hvis det skal være muligt at gøre fælles front mod cybercrime.

Alle må være med

Jim Ditmore forklarede, at man nu er ved at have fundet en form, så kundefølsomme oplysninger ikke deles og det europæiske regelsæt på området respekteres.

Det seneste halve år har fire-seks banker med Danske Bank i spidsen således arbejdet for at udvikle rammerne for et nordisk samarbejde, og har blandt andet trukket på erfaringer og best practice fra finansbranchen i USA.

Man er nu så langt, at samarbejdet forventes klar til yderligere udrulning fra slutningen af året. Meningen er, at det skal være et samarbejde for banker i alle størrelser.

”Det vil gøre det muligt for den enkelte bank at holde høj beskyttelsesniveau, uden at skulle stå for alle udgifterne til det hver især. Vi er klar til at forbedre og styrke vores forsvar. Vil I være med?”, spurgte Jim Ditmore de forsamlede fra scenen.

Flere og flere cyberangreb

Hvor omfattende samarbejdet bliver, og hvilke banker, der takker ja til invitationen, vil tiden vise. Under alle omstændigheder er der behov for at være på forkant i forhold til it-kriminelle, advarer Finansrådet, som netop har udsendt en ny opgørelse.

Den viser, at bankerne i første kvartal af 2016 modtog i alt 169 indberetninger på phishing-angreb i danske net- og mobilbanker, men bankerne afværgede tab i ni ud af ti tilfælde.

”Det er nyt for os at opgøre tal for phishing-angreb, og vi gør det, fordi vi kan se, at flere og flere oplever snyde-mails og sms’er fra kriminelle. Vi er nødt til at følge det her, så vi hele tiden kan være på forkant”, siger digitaliseringsdirektør i Finansrådet Michael Busk-Jepsen.

It-kriminelle forsøgte sig desuden i årets første kvartal med seks netbankindbrud, de to blev afværget.

Alt i alt prøvede it-kriminelle at stjæle 5,5 millioner kr. Bankerne begrænsede tabet til 1,2 millioner kr.

TAGS:

Finansiel sektor; Sektorens udvikling