09-04-2019

Bankansatte er dygtige detektiver

”Kvaliteten af jeres hvidvask-underretninger er rigtig høj”, sagde politikommissær Ole Bo Ketelsen fra Hvidvasksekretariatet til 155 deltagere ved et fyraftensmøde om hvidvask i Finansforbundet. Mere end 25 procent af alle underretninger i 2018 blev sendt videre til efterforskning i politikredsene og hos andre myndigheder. Tidligere var det blot fire procent.

Af
Carsten Jørgensen cjo@finansforbundet.dk
 

​Pengeinstitutterne har oprustet medarbejdertallet kraftigt i compliance- og AML-enheder (Anti-money Laundering) de seneste tre-fire år. En hel del af disse medarbejdere satte onsdag den 3. april efter fyraften kursen mod Finansforbundets hus i København for at høre politikommissær Ole Bo Ketelsen fra Hvidvasksekretariatet holde foredrag om, hvad der sker med de tusindvis af underretninger, som pengeinstitutterne afleverer om mistænkelige transaktioner.

"Vi lægger puslespil inde i Hvidvasksekretariatet, og de manglende brikker får vi fra jer. I er vores vigtigste samarbejdspartner og generelt er kvaliteten af jeres underretninger høj", sagde Ole Bo Ketelsen til de 155 tilhørere.

Hvidvasksekretariatet, der blev oprettet i 1993, hører under Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Sekretariatet er den danske finansielle efterretningsenhed og er som de to øvrige danske efterretningsenheder PET og FE generelt lukkede om deres arbejde i forhold til offentligheden, fordi efterforskningen af aktuelle kriminelle sager og trusler kræver det.  I debatten om de aktuelle hvidvasksager i Danske Bank og Nordea har det været fremme, at Hvidvasksekretariatet med blot ti årsværk afsat til at undersøge de mange tusind underretninger fra pengeinstitutterne er underdrejet. Men det billede bakkede Ole Bo Ketelsens indlæg ikke op om.

"Vores opgave er at analysere og undersøge de underretninger, vi får ind fra jer og derefter at videreformidle informationerne fra jer til politikredsene, som så kan efterforske sagerne. Af de i alt 35.700 underretninger, vi modtog i 2018, sendt vi 9.000 videre til politikredsene og andre myndigheder, hvilket er mere end 25 procent. Til sammenligning var tallet blot fire procent 2½ år tidligere", fortalte politikommissæren.

Alle bliver dygtigere

I den efterfølgende debat blev spørgsmålet om Hvidvasksekretariatets ressourcer rejst. Afdelingsleder Jørgen Andersen fra Hvidvasksekretariatet, der var blandt tilhørerne, tog ordet og forklarede, at da man er politisk styret, ønsker man ikke selv at tage del i den offentlige debat.  Hvidvasksekretariatets succes er dog ikke betinget af et bestemt antal medarbejdere.

"Økonomisk kriminalitet er ligestillet med bekæmpelse af narkokriminalitet. Hvis samtlige politiressourcer blev anvendt på området, kunne man reducere svindlen en del, men man vil ikke kunne udrydde det", sagde Jørgen Andersen.

Når Hvidvasksekretariatet med relativt få medarbejdere alligevel formår at behandle de mange tusind underretninger, skyldes det anvendelsen af avancerede it-systemer og databaser. Et nyt it-system fra Palantir, der analyserer data på tværs af forskellige databaser samt et tættere software-samarbejde med Udbetaling Danmark, forventes at effektivisere arbejdet yderligere i fremtiden. Derfor vil 60 – 70.000 underretninger i 2019, som Ole Bo Ketelsen skønner som realistisk, ikke fuldstændigt overmande Hvidvasksekretariatet.

Ole Bo Ketelsen mener, at indsatsen for at forebygge hvidvask og terrorfinansiering lige nu er ganske god.

"Det billede, vi ser lige nu er nogle banker, som er supereffektive til at overvåge transaktioner og at sende underretninger om mistænkelige forhold til os. De aktuelle sager i medierne ligger tilbage i tiden, hvor opmærksomheden var anderledes. Britta-sagen burde vi have opfanget, da der kom en underretning om den, men det gjorde vi desværre ikke. Men jeg synes, at vi alle bliver dygtigere", sagde han og tilføjede, at Operation Greed – Danmarks hidtil største sag om moms- og skattesvig, der nu kører ved retten – blev til på grund af en underretning fra en bankansat for seks år siden.

Elsker oplysninger

De kriminelle bliver også dygtigere. Derfor opfordrede Ole Bo Ketelsen de forsamlede finansansatte til, at de skal underrette brancheorganisationerne Finans Danmark eller Lokale Pengeinstitutter, hvis de ser en ny tendens inden for økonomisk kriminalitet. For så kommer det til Hvidvasksekretariatets kendskab via de møder, man holder med de to organisationer.

Indholdet i underretningen og den vedhæftede dokumentation er afgørende for, om Hvidvasksekretariatets efterforskere går videre med sagen. En formulering i en underretning om, 'at mistanke om hvidvask/terrorfinansiering kan ikke afvises' er ikke særlig anvendelig.

"Når du skriver en underretning, så fortæl meget gerne, hvad der gjorde dig mistænksom i forhold til den pågældende kunde og transaktion. Og dokumentér mistanken. Vi vil gerne have Facebook-opslag og Google-søgninger vedhæftet. Vi elsker oplysninger, så vi vil gerne have så mange oplysninger med i underretningen som muligt", sagde Ole Bo Ketelsen og forklarede, at bankmedarbejderen også har mulighed for skriftligt eller telefonisk at tilføje informationer i den underretning, de allerede har sendt ind til Hvidvasksekretariatet, hvis der sker noget som afkræfter eller styrker mistanken om noget ulovligt.

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår