19-08-2016

Assurandører er fortsat mest pressede

Kun 28 procent af assurandørerne angiver, at de i høj grad trives. Det er markant lavere end blandt bankansatte. Eksempelvis svarer 54 procent af de Jyske Bank-ansatte, at de i høj grad trives, mens tallet er 47 procent for ansatte i Spar Nord.

Af
Carsten Jørgensen cjo@finansforbundet.dk
 

​For et år siden svarede 40 procent af de medvirkende assurandører i Finansforbundets trivselsundersøgelse, at de enten var ret meget stressede eller virkelig meget stressede, hvor det samlede gennemsnit var 19 procent.

Presset på assurandørerne er ikke blevet meget mindre siden. Kun 28 procent angiver, at de i høj grad trives, i årets trivselsundersøgelse, hvilket er markant lavere end tallet for bankansatte. Eksempelvis svarer 54 procent af de Jyske Bank-ansatte, at de i høj grad trives, mens tallet er 47 procent for ansatte i Spar Nord.

”Det er bekymrende, at trivslen blandt assurandører fortsat er lav, mens ansatte i bankerne nu oplever fremgang langt de fleste steder. Forklaringen på, at assurandører fortsat halter langt efter på trivslen, er især, at de er pålagt en masse administrative opgaver oven i det, som de elsker allermest og er supergode til, nemlig kontakt til kunderne og salg til kunderne. Tidligere fik assurandørerne administrativ bistand i selskaberne, men det har vi ikke mere”, siger Carsten Nielsen, formand for Assurandør Kredsen.

Selskaberne forsøger ifølge Carsten Nielsen at presse mere arbejdstid ud af assurandørerne ved at lægge flere administrative opgaver over til dem, og det er en forkert strategi, mener han.

”Man bør frigive assurandørerne, så de kan være mere ude hos kunderne. Det vil skabe mere salg og dermed større indtjening til selskaberne, og det vil øge trivslen blandt assurandørerne”, siger Carsten Nielsen.

Flere selskaber har på opfordring af den lokale assurandørforening sat stress og trivsel på dagsordenen. I Codan har man eksempelvis oprettet et trivselsforum, som blandt andet drøfter, hvordan man kan skabe en bedre tone på arbejdspladsen. Assurandør Kredsens formand peger dog på, at man også bør kigge på, hvorfor så mange assurandører har alvorlige stresssymptomer, før trivslen kan stige igen.

TAGS:

Arbejdsmiljø; Stress; Trivsel; Kredse; Assurandørkredsen