13-03-2018

Ansæt nu for pokker nogle mennesker

Sektoren nedslider medarbejderne, når tidskrævende compliance-opgaver lægges oveni den øvrige arbejdsbyrde – uden at der ansættes flere, mener næstformand i Finansforbundet, Michael Budolfsen.

Af
Birgitte Aabo baa@finansforbundet.dk
 

​"Der er tale om en voldsom øget arbejdsbyrde, og alligevel tilføres der ikke flere ressourcer. Sektoren nedslider sine medarbejdere ved på den måde at sende regningen videre."

Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet, reagerer på tal fra Epinion-undersøgelsen om compliance.  Den viser, at knap halvdelen af de medvirkende medlemmer oplever, at de bruger så meget som mellem 20-40 procent af deres arbejdstid på at leve op til de skærpede krav om dokumentation og efterlevelse af reguleringer.

"Vores medlemmer er meget loyale overfor deres kunder, kolleger og arbejdsgivere og forsøger at leve op til de skærpede krav om compliance - samtidig med, at de skal løfte mindst den samme arbejdsbyrde som tidligere. Hvor andre sektorer investerer i deres produktionsapparat, nedslider finanssektoren de mennesker, der udgør deres".

En langvarig byrde

Næstformanden har flere gange hørt arbejdsgivere fremføre argumentet, at man ikke ønsker at ansætte mennesker, som robotter snart overflødiggør, men han køber det ikke:

"Ansæt nu for pokker nogle mennesker. Compliance-byrden forsvinder ikke fra den ene dag til den anden."

Tværtimod er hans vurdering, at det kommer til at tage en rum tid, før den compliance bliver tæmmet og indhegnet på et rimeligt niveau, der sikrer de gode intentioner om at undgå hvidvask og sikre forbrugerne.

"Vi arbejder i Finansforbundet på mange niveauer for at være med til at sikre, at det sker – og for at fremme sektorsamarbejdet, hvor det er muligt. Vi er også nødt til at bede sektoren selv melde ud til myndighederne, hvad det rette niveau af compliance er."

Indtil det med tidens fylde falder på plads, opfordrer Michael Budolfsen medlemmerne til at øve sig i at sige: "Jeg kan ikke nå det!"

"Pas på dig selv. Tal med din tillidsmand og send presset tilbage, opad i systemet. Det er der, det hører hjemme."

TAGS:

Forbundet mener; Sektorens udvikling og vilkår; Arbejdsliv & Personlig udvikling