19-03-2019

Andelskasse fylder 100 år

Frørup Andelskasse, der er kendt for at afvise kunder uden for lokalområdet, fejrer sin 100 års fødselsdag torsdag den 21. marts med tre store arrangementer for de 6.000 kunder og andelshavere de kommende måneder.

Af
Carsten Jørgensen cjo@finansforbundet.dk
 

​Den 21. marts 1919 blev der i Frørup Mejeris lokaler holdt stiftende generalforsamling for Frørup Sogns Andelskasse, som på stiftelsesdagen havde hele 182 medlemmer. Her 100 år efter er andelskassen vokset betydeligt. Man har omkring 6.000 kunder – heraf 3.342 andelshavere og beskæftiger 19 medarbejdere, og pr. 31 december var egenkapitalen på 217 millioner kroner.

Det går med andre ord godt for Frørup Andelskasse, og det får kunderne og lokalsamfundet i Frørup på Østfyn - 5 kilometer fra Ørbæk og 10 kilometer fra Nyborg – at mærke, når 100 års jubilæet fejres.

"Vi har i halvandet års tid været i gang med at forberede jubilæet i samarbejde med vores repræsentantskab, og det bliver markeret med et åbent hus for alle og to forskellige fester, hvor kunderne kan vælge imellem, så de deltager i en af dem", fortæller Jesper Hansen, direktør i Frørup Andelskasse,

På selve jubilæumsdagen den 21. marts inviteres alle til pindemadder og et glas i hovedsædet i sportsvænget i Frørup. Kunder og andelshavere kan derudover vælge enten at melde sig til en aftenfest på Hotel Nyborg Strand fredag den 12. april, hvor der bydes på middag, og hvor Stig Rossen optræder med musicalsange og Antonelli-orkestret (Kendt fra Vild med Dans på Tv2) spiller. Eller de kan tilmelde sig et mere børnevenligt arrangement på TIF-boldbanerne i Frørup lørdag den 25. maj fra kl. 14-24-. Her vil der først være underholdning for børn af Onkel Reje (kendt fra DR) og senere koncert med Michael Falch, Søren Sko, Hugo Helmig og Karl William.

"Vi bruger en del penge på jubilæumsarrangementerne, fordi vi gerne vil give vores kunder en god oplevelse. Og da vi er en andelskasse er det jo i virkeligheden kundernes penge, der går til festerne", siger Jesper Hansen.

Et af de mest solide pengeinstitutter

Frørup Andelskasse er et af Danmarks mest solide pengeinstitutter. De 6.000 kunder er alle hjemmehørende på Østfyn, Sydfyn og Langeland, og man har intet ønske om at brede sig til andre områder.

"Vi siger nej til folk, der ringer fra København eller Jylland og spørger om at blive kunder her. Vi holder os til vores lokalområde, og her er der masser af muligheder for at lave gode, sunde forretninger. Både med privatkunder og med mindre og mellemstore virksomheder", siger Jesper Hansen.

I januar ansatte Frørup Andelskasse en medarbejder til at tage sig af compliance, og det er samtidig et signal om, at man ikke har noget ønske om at strække gevær over for de administrative byrder som følge af regulering, som i nogle tilfælde får mindre pengeinstitutter til at opgive deres selvstændighed.

"Det er vores klare plan og strategi, at vi vil klare os selv. Vi befinder os desuden i en stabil udvikling med stigende kundetilgang, som følge af at mange vender de store banker ryggen", siger Jesper Hansen.

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår