17-10-2017

Albert og Amazon vil afskaffe bankerne

KLUMME: Bankerne skal ikke konkurrere med hinanden eller de nye banker. De er oppe mod tusindvis af store og små fintechinitiativer, der vil flytte de finansielle serviceydelser ud af bankerne og over i helt andre brancher.

 
Af Nils Elmark, fremtidsforsker og journalist, Incepcion, London

​Jeg var sherpa for en gruppe skandinaviske bankfolk på ekspedition i Londons fintechjungle, hvor vi besøgte nogle af verdens mest kreative og kompetente finansielle iværksættere støttet af nogle af verdens mest magtfulde venturefonde. Undervejs da vi sad og spiste frokost, som vi lige havde købt for bitcoins, sad jeg og tænkte, at de unge startups og deres investorer ville have godt af at komme lidt mere ned på jorden, og at de etablerede bankfolk trængte til mere flyvehøjde, så de kunne danne sig et nyt fremtidsbillede af den branche, de er vokset op i.

Som en af de unge iværksættere sagde: Fintech er ikke nødvendigvis nye og mere effektive challenger banks, det er måske slet ingen banker! Måske splitter tusindvis af unge iværksættere alle bankens traditionelle ydelser i atomer og deler dem ud til alle de andre brancher og industrier. Med det kommende PSD2-direktiv kan enhver med ideer til en ny finansiel serviceydelse stille sig foran en bank og totalt overtage kundens opmærksomhed.

Vi mødte blandt andet Ivo Weevers, stifteren af Albert, der er en to år gammel virksomhed, hvis app gør livet lettere for freelancere ved blandt andet to gange om dagen at holde dem orienteret om deres økonomiske situation, hjælpe dem med at udsende og rykke for fakturaer og hele tiden beregne skat og moms. Gruppen af freelancere vokser konstant over hele verden, men bankerne servicerer dem forfærdeligt, mener Weevers, og det giver hans fintechstartup en forretningsmulighed.

Albert er ikke en bank – men den vil kunne overtage dialogen med de bagvedliggende bankers kunder – og der er hundredvis af finansielle apps derude på Google Play og Apple Store, som drømmer om det samme. Og der kommer nye til hver eneste dag. Næsten ingen af dem tager hele bankens omsætning – de tager blot en lille bid af forretningen.

Rykker vi herefter op i den helt tunge ende som Amazon og Alibaba, ser vi et tilsvarende mønster.

Amazon gav sidste år 1 milliard dollars i lån til 20.000 kunder, som sælger deres varer på Amazons website. Man behøver ikke at være en bank for at give andre virksomheder et lån.

Kinesiske Alibaba har etableret Ant Financial, som er med til at finansiere over 40 millioner handlende på Alibabas e-handelsplatform. Ant Financial, som blev etableret i 2014, er også ejer af Alipay, der har over en halv milliard(!) kunder. Alipay har også planer med Europa og er netop begyndt at annoncere med kæmpe posters i Londons undergrund; de skal med tiden nok finde vej til Københavns metro også.

Både Albert og Amazon er ude efter bankernes kunder. Albert vil sælge dem finansielle servicer, og Amazon vil reelt sætte sig på den totale forsyningskæde. En velfungerende forsyningskæde handler om tre ting: at flytte varer, informationer og penge. Amazon er verdens ubetinget bedste til de to første elementer – nemlig at flytte varer og informationer. Pengestrømmen ligger imidlertid indtil videre stadig i hænderne på bankerne. Det er derfor, både Amazon og Alibaba vil have den del med.

Både Albert i London og Amazon i Seattle kan dræne bankerne for indtægter uden selv at være banker. De er ved at afskaffe bankerne, som vi kender dem! Fortsætter udviklingen uden indblanding, vil der blot være enkelte store banker tilbage, som passer på pengene, mens alle de andre flytter rundt på dem. Og selv det scenario passer ikke, hvis vi bygger fremtiden på bitcoins.

Og det er her, at de eksisterende banker behøver ny flyvehøjde. Måske skal bankerne tilbyde nye ydelser, som de aldrig har tilbudt før. Måske skal de etablere nye former for samarbejde med iværksættere som Albert og globale spillere som Amazon og Alibaba. Vi har ikke brug for at innovere det, vi har. Der er mere brug for at kreere noget helt nyt.

TAGS:

Finansiel sektor; Sektorens udvikling; Fintech