03-12-2019

Afrika får første fintech-enhjørning

Navnlig kinesiske investorer hælder milliarder i boomende mobile betalingstjenester i Afrika, hvor få har bankkonti men de fleste mobiltelefoner.

 
Af Bjørn Willum, freelancejournalist

​Afrika har fået sin første fintech-enhjørning - en virksomhed værdisat til mindst én milliard dollar (6,8 mia. kroner).

Det sker efter kreditkortgiganten Visa har betalt 1,5 milliard kroner for knap 20 procent af den afrikanske betalingstjeneste Interswitch, meddeler selskabet. 

Interswitch blev stiftet i Nigeria tilbage i 2002 og har - i samarbejde med landets banker - udviklet den dominerende infrastruktur for digitale betalingsydelser i Afrikas største økonomi.

Desuden har virksomheden gennem et datterselskab udstedt 19 millioner kreditkort til nigerianerne og opstillet næsten ligeså mange hæveautomater.

Stor kinesisk interesse

Men Interswitch er ikke alene om tiltrække udenlandske investorers opmærksomhed i Nigeria.

To konkurrerende betalingstjenester rejste også risikovillig kapital i november; nemlig OPay - stiftet af internetselskabet Opera - der rejste over 800 millioner kroner, og PalmPay der rejste over 270 millioner kroner.

Begge selskaber er kinesiskejede, ligesom deres nye investorer også primært kommer fra Kina.

Dermed er det altså på bare én måned lykkedes afrikanskbaseret fintech at rejse på den anden side af 2,5 milliarder kroner.

Ikke meget i europæisk eller asiatisk sammenhæng - men enormt i Afrika, der ifølge Partech Ventures sidste år tiltrak otte milliarder kroner i risikovillig kapital til hele kontinentet.

 

Kæmpe potentiale

Investorerne ser et kæmpe potentiale i Afrika, ikke mindst i Nigeria hvor 95 procent af de økonomiske transaktionerne stadig menes at foregå i kontanter.

Kalkylen er simpel. Syd for Sahara anslås kun én ud af tre voksne at have en bankkonto. Til gengæld har det store flertal efterhånden fået mobiltelefoner - eller ventes at få det meget snart.

I Østafrika har mobilselskabet Safaricom haft bragende succes med at lancere et system med elektroniske penge kaldet M-Pesa, der kan bruges til at overføre penge til familie og venner, købe ind eller betale regninger. I andre dele af Afrika har 'Orange Money', udviklet af det franske teleselskab Orange, gjort noget tilsvarende.

Ifølge Global System for Mobile Communications Association (GSMA), en sammenslutningen af verdens ledende teleoperatører, er antallet af konti med mobile penge i Afrika således vokset fra under 300 millioner i 2016 til 400 millioner sidste år. 

Dyrt mellem lande

Men der er stadig et stort uforløst potentiale, for eksempel i lande som Nigeria, hvis centralbank først i november sidste år tillod teleskaber at få licens til at udstede elektroniske penge.

Dermed håber organisationen Enhancing Financial Innovation & Access, at 37 millioner nigerianere kan få adgang til finansielle ydelser for første gang i deres liv.

Derudover har betalingstjenester også store muligheder for at gøre afrikanernes liv lettere - og billigere - på anden vis.

For selvom især teleselskaberne har fået priserne for at sende penge til at rasle ned i mange afrikanske lande, er det fortsat ofte dyrt at sende penge ikke bare til og fra kontinentet, altså mellem eksempelvis Europa og Afrika, men også mellem afrikanske lande.

De tre nigerianske betalingstjenester Interswitch, OPay og PalmPay har derfor alle planer om at tage afsæt i det boomende nigerianske marked for at ekspandere til andre afrikanske lande. Hvilket i høj grad er med til at forklare investorernes interesse for netop disse selskaber.

De konkurrerer med andre ord om at blive den første blive den første pan-afrikanske betalingstjeneste. Interswitch har således allerede operationer i Kenya og Uganda, mens OPay i første omgang vil bruge en del af sit nye kapitalindskud til at ekspandere i Ghana, Sydafrika og Kenya.

Læs orgså artiklen 'Telegigant overhaler banker' her.
https://www.finansforbundet.dk/da/nyheder-aktuelt/Sider/Telegigantoverhalerbanker.aspx

TAGS:

Fintech & IT