25-10-2018    

Skattefri præmie ved efterløn

Vælger du at takke ja til en seniorordning på dit arbejde, eller er du gået ned i tid? Så vær opmærksom på, at det kan have betydning for din skattefri præmie, lyder det fra FTFa.

​Er du en af dem, der har en efterlønsordning, men gerne vil fortsætte med at arbejde på nedsat tid? Så har du mulighed for at optjene skattefri præmie.

Du kan ikke optjene den fulde præmie, til gengæld kan du muligvis få efterløn på deltid. Retten til efterløn på deltid afhænger bl.a. af en række forhold omkring din løn, forsikringsstatus i a-kassen og evt. pensionsudbetalinger. Kontakt FTFa for at høre om dine muligheder.

Hvad er skattefri præmie?

Den skattefri præmie er et éngangsbeløb, som bliver udbetalt skattefrit ved folkepensionsalderen. Størrelsen på din skattefri præmie afhænger af, hvor mange timer, du har arbejdet, og hvornår du har opfyldt udskydelsesreglen.

Den skattefri præmie optjener du på baggrund af dine arbejdstimer. Arbejder du deltid, bliver du kun præmieret for den tid, du arbejder. Derfor er det en misforståelse at tro, at du får den fulde præmie, hvis du blot lader din efterløn stå urørt.

Opfyld udskydelsesreglen

Tidspunktet for, hvornår du starter med at optjene skattefri præmie afhænger af to ting:

  • Du skal have haft dit efterlønsbevis i en bestemt periode
  • Du skal have arbejdet i et bestemt antal timer

Hvor længe du skal vente og hvor mange timer, du skal arbejde, afhænger af, hvornår du er født.

Find dig selv i tabellen og find ud af, hvor længe du mindst skal vente med at få på efterløn + antal timer du skal arbejde for at opfylde udskydelsesreglen:

Din fødselsdagPerioden, du mindst skal vente, før du går på efterløn

Antal timer, du mindst skal arbejde i perioden

 

fuldtidsforsikret / deltidsforsikret

Jeg er født før 1/1- 19562 år3.120 / 2.496 timer
Jeg er født mellem 1/1-1956 og 30/6-19561,5 år2.340 / 1.872 timer
Jeg er født mellem 1/7-1956 og 31/12-19581 år1.560 / 1.248 timer
Jeg er født mellem 1/1-1959 og 30/6-1959Et halvt år780 / 624 timer
Jeg er født efter 1/1-1959Ingen udskydelsesregelIngen udskydelsesregel

 

OBS: Når du opfylder udskydelsesreglen, begynder du at optjene skattefri præmie – men vælger du at tage hul på din efterløn, før du har haft dit efterlønsbevis i to år, optjener du kun præmie fra det tidspunkt, du opfylder udskydelsesreglen, og frem til du tager hul på din efterløn. Kontakt FTFa, hvis du vil vide mere omkring optjening af skattefri præmie.

Er du deltidsforsikret?

Er du deltidsforsikret, er der andre regler, der gælder – både i forhold til optjening af skattefri præmie og deltidsefterløn. Ring til FTFa, så vi sammen kan finde ud af, hvilke muligheder du har.

 

Fakta:

Hvad er skattefri præmie?

Hvis du har fået et efterlønsbevis og opfylder udskydelsesreglen, kan du begynde at optjene skattefri præmie. Den skattefri præmie er et éngangsbeløb, som bliver udbetalt skattefrit, når du når folkepensionsalderen. Størrelsen på din skattefri præmie afhænger af, hvor mange timer du har arbejdet, og hvornår du har opfyldt udskydelsesreglen.

Hvordan opfylder du udskydelsesreglen?

Du opfylder udskydelsesreglen, hvis du har et efterlønsbevis og venter med at gå på efterløn og samtidig arbejder et bestemt antal timer. Hvor længe du skal vente, og hvor mange timer du skal arbejde afhænger af, hvornår du er født. Er du fx født før 1. januar 1956 skal du vente i mindst 2 år og have arbejdet mindst 3.120 timer med løn.