23-01-2019 | Birgitte Aabo , baa@finansforbundet.dk  

Nye indsigter efter børsnotering

Medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem Karsten Westergård er spændt på, hvordan det første årsregnskab vil påvirke kursen, efter børsnoteringen af Den Jyske Sparekasse.

"Det er så nyt endnu, at det er svært helt at vide, hvad det medfører. Men det bliver spændende at følge, hvordan det fx vil påvirke markedet, når vi afleverer årsregnskab."

Karsten Westergård sidder som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem (MAB'er) i Den Jyske Sparekasse, som i november blev børsnoteret. Han kan derfor følge reaktionerne fra tætteste hold, og det giver interessante indsigter.

I det hele taget giver det større perspektiv og forståelse for sparekassens udfordringer at være MAB'er, og det er særdeles brugbart i kombination med rollen som fællestillidsmand, synes han. En post, han har haft i omkring halvdelen af de 15 år, han har været tillidsmand i sparekassen.

Kollegernes mand

Det rendyrkede politiske arbejde har derimod aldrig helt fænget hos ham. En af hans kolleger sidder derfor i Finansforbundets Kreds Vest bestyrelse:

"Det fungerer godt, at vi deler det på den måde, for jeg har altid fundet værdien i at være tillidsmand i det lokale. I at være der for kollegerne og sørge for at forhandle så gode forhold som muligt for dem, blandt andet når der skal reduceres i medarbejderstaben," siger Karsten Westergård, der mødes med sin tillidsmandsgruppe fem gange årligt.

Det faglige arbejde må ikke fylde mere, end at han kan passe sine kunder som privatrådgiver:

"Hvis det kom til et valg mellem det faglige og det at være rådgiver, ville jeg vælge det sidste."  

Det valg har han ikke været tvunget ud i, og som nævnt finder han værdi i at være kollegernes mand:

"Jeg er altid parat til at hjælpe, hvis jeg kan. Heldigvis er det heller ikke sådan, at jeg skal på barrikaderne overfor sparekassen hver gang, der er en personsag. Jeg bliver respekteret som tillidsmand, og det gør mit arbejde noget lettere."