18-09-2018 | Birgitte Aabo , baa@finansforbundet.dk  

Nye begreber kan udhule overenskomst

Begrebet ’interessetimer’ breder sig tilsyneladende på sektorens arbejdspladser i øjeblikket. Men interessetimer er ikke med i overenskomsten, så der er grund til at være opmærksom på, hvornår og hvordan de bruges. Det siger chefforhandler Marianne Kjær fra Finansforbundet.

Måske er du på det seneste stødt på begrebet 'interessetimer' og har oplevet, at ledelsen har opfordret medlemmer til at lægge tid deres tid i dem. Men i hvert fald i nogle tilfælde er interessetimer lig med timer, der ikke aflønnes, selv om de ligger ud over den enkeltes normale arbejdstid.

"Vi støder oftere og oftere på begrebet. Vi hører også om begrebet 'frivilligt overarbejde'. Ingen af delene er udtryk, som er med i overenskomsten, og dermed ​er de heller ikke omfattet af de aftalte betingelser og regler," siger chefforhandler Marianne Kjær fra Jura og Forhandling i Finansforbundet.

​Meld tilbage til forbundet

Derfor er der også grund til at være opmærksom på, hvordan og hvornår begreberne bruges, forklarer hun:

"Ingen ønsker sig formentlig en arbejdskultur, hvor man konstant ser på klokken og er meget nøjeregnende. Men det er også vigtigt at være opmærksom på, at netop den type begreber kan have konsekvenser for vores overenskomst - og virke udhulende.

"Hvis begreberne 'interessetimer' og 'frivilligt overarbejde' florerer på din arbejdsplads, hører hun - eller en af kollegerne i Jura og Forhandling - gerne om det."Vi vil gerne i dialog med tillidsmændene og høre, hvad deres erfaring er om brug af 'interessetimer' og 'frivilligt overarbejde' i deres virksomhed."