13-02-2019 | Birgitte Aabo , baa@finansforbundet.dk  

Lærer af hinandens erfaring

Som ny tillidsmand i en mindre afdeling er Marie-Louise Ømark glad for at have flere netværk at trække på.

"Mange af de ting, mine tillidsmandskolleger i andre banker er igennem, kommer jeg givetvis aldrig til at opleve."

Med en netop færdiggjort tillidsmandsuddannelse bag sig, er Marie-Louise Ømark fra Swedbanks danske afdeling i København sig meget bevidst, at der er stor forskel på de opgaver, hun og hendes kolleger fra større banker skal håndtere.

"Flere af dem, jeg har fulgtes med på uddannelsen har allerede skulle forholde sig til store fyringsrunder og andre markante hændelser i deres virksomheder. Den slags er – heldigvis – ikke en del af min hverdag."

Omvendt betyder det netværk, Marie-Louise Ømark har bygget op under uddannelsen, at hun altid ved, hvor hun kan få assistance, hvis hun skulle få brug for det til en speciel problemstilling. På samme måde kan hun trække på sit endnu nyere netværk i Kreds Øst regi, hvor hun mødes med andre tillidsmænd, der har få eller ingen tillidsmandskolleger at sparre med på deres arbejdsplads.

Ingen at spørge

Marie-Louise Ømark er alene i rollen i Swedbank i Danmark og derfor både tillidsmand og fællestillidsmand for 15 kolleger.

"Jeg har ingen at spørge til råds lige i nærheden, og det nytter heller ikke noget at ringe til vores moderbank i Sverige, for det er ikke samme lovgivning, vi er underlagt. Derfor har det meget stor værdi for mig at kunne hente hjælp i mine netværk og spørge dem, hvad de ville have gjort i min situation."

Den 44-årige gruppekoordinator blev tillidsmand, da den tidligere for et år siden ikke ønskede genvalg:

"Jeg havde været sikkerhedsrepræsentant i mange år, så på den måde var det forholdsvis nærliggende, at det blev mig."

Hun har været ansat i Swedbank i 11 år og så muligheden for at tage tillidsmandsuddannelsen som en gevinst.

"Det har været en god oplevelse at få uddannelsen, at få lov at lære noget nyt."

Så god, at Marie-Louise Ømark nu overvejer at bygge ovenpå med en uddannelse til sagsbehandler.

"Tillidsmandsuddannelsen skal lige bundfælde sig, før jeg beslutter mig. Men jeg tror godt, jeg kunne finde på at kaste mig over det."