15-12-2016    

Dom: Ældre har ikke ret til fratrædelsesgodtgørelse

En højesteretsdom betyder, at Finansforbundets mange involverede medlemmer må opgive at rette et krav om godtgørelse mod deres tidligere arbejdsgiver.

​Så kom den længe ventede dom fra Højesteret om privatansatte, ældre medarbejderes ret til fratrædelsesgodtgørelse

Højesteret nåede med Ajos-dommen frem til, at privatansatte medarbejdere ikke kan støtte ret på det almindelige EU-retlige princip om forbud mod aldersdiskrimination. Dommen gælder for medarbejdere opsagt før 1. februar 2015.

Det hele begyndte i 2010 med den såkaldte Ole Andersen-sag, som senere førte til en ændring af funktionærlovens regler om ret til fratrædelsesgodtgørelse. Sagens kerne er, hvorvidt en privat arbejdsgiver er forpligtet til at betale fratrædelsesgodtgørelse til en medarbejder, der på afskedigelsestidspunktet har mulighed for at hæve sin arbejdsgiverbetalte alderspension. I Ole Andersen-sagen slog EU-domstolen fast, at der gælder et almindeligt forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, hvorfor en offentlig arbejdsgiver er forpligtet til at betale fratrædelsesgodtgørelse til en opsagt medarbejdere, som ønsker at fortsætte sin erhvervskarriere – dette på trods af at de gamle regler i funktionærloven (§ 2a) dikterede det modsatte.

Det gode spørgsmål er herefter, om det uskrevne princip om forbud mod forskelsbehandling kan overføres til det private område. På den ene side er danske private arbejdsgivere efter dansk ret og praksis ikke forpligtet ‎til at betale fratrædelsesgodtgørelse. På den ‎anden side, i Ole Andersen-sagen ‎konstateres, at den danske retstilstand i en række situationer er i strid med EU-retten.

 

Ajos-sagen

Ajos-sagen omhandler en privatansat medarbejder med 25 års anciennitet, som fortsatte i anden beskæftigelse efter opsigelse fra Ajos. Ajos-sagen blev i første omgang afgjort af Sø- og Handelsretten, som under henvisning til Ole Andersen-sagen fandt, at medarbejderen var berettiget til fratrædelsesgodtgørelse. Sagen blev efterfølgende anket til Højesteret.

Højesteret forelagde på eget initiativ sagen for EU-domstolen. Såvel EU's generaladvokat i sit foreløbige svar, som EU-domstolen i sit endelige svar fastslog, at der gælder et almindeligt EU-retligt princip om forbud imod forskelsbehandling på grund af alder, der kan påberåbes i en tvist mellem private parter. Altså helt på linje med Ole Andersen-sagen.

EU-domstolen understregede, at de danske domstole har pligt til at fortolke dansk lovgivning i overensstemmelse med EU-retten, og at det også om nødvendigt indebærer en forpligtelse til at ændre fast retspraksis. Hvis det ikke er muligt at fortolke dansk ret i overensstemmelse med EU-retten, må domstolen undlade at anvende dansk ret. EU-domstolen fortsatte, at hverken retssikkerhedsprincippet eller princippet om berettigede forventninger kan ændre på dette.

Herefter skulle man tro, at det var lige til for Højesteret. Men Højesteret valgte stik imod al forventning, at frifinde Ajos.

Højesterets afgørelse

Højesteret anerkender, at der er tale om forskelsbehandling, hvis en funktionær alene på grund af alder ikke får sin fratrædelsesgodtgørelse, og Højesteret anerkender også, at offentlige arbejdsgivere var og er forpligtet til at betale godtgørelse.

I relation til private arbejdsgivere erklærer Højesteret sig til gengæld lodret uenig med EU-Domstolen i, at det er muligt at indfortolke Ole Andersen-princippet i §2a, stk. 3. Højesteret når frem til, at dette vil være strid med bestemmelsens forarbejder – og især med Højesterets praksis. Det uskrevne princip om forbud mod forskelsbehandling kan altså ikke uden videre anvendes i en tvist mellem private parter. Det ligger uden for Højesterets rammer som dømmende magt at gå imod den dagældende §2a, stk. 3 i funktionærloven.

Ajos kunne derfor støtte ret på §2 a, stk. 3 og blev derfor ‎frifundet af Højesteret. Og dermed er det endeligt fastslået af Højesteret, at privatansatte lønmodtagere på det danske arbejdsmarked ikke kan støtte ret på det almindelige EU-retlige forbud mod forskelsbehandling.

Dommen betyder, at også Finansforbundets mange involverede medlemmer må opgive at rette et krav om godtgørelse mod deres tidligere arbejdsgiver.