18-04-2018 | Birgitte Aabo , baa@finansforbundet.dk  

Brobygger med stærk retfærdigheds- og rytmesans

Når ledelsen ’kører over for rødt’, får den ren besked af tillidsmand Klaus Holm, der også som dirigent i et sambaorkester er vant til at kommunikere klart. Han betragter overenskomstaftalen som sin bibel og møder respekt for sin indsats blandt både medarbejdere og chefer i Nordea 24/7.

Nye medarbejdere og ændringer. Det er ikke undtagelsen, men hverdagen i Nordea 24/7, og det kræver noget særligt af tillidsmand Klaus Holm.

"Den såkaldte transformation med blandt andet øget digitalisering, som Nordea står midt i, betyder ændringer hele vejen rundt – men vi rammes i vores afdeling af særligt mange af dem. Vi arbejder med slutproduktet og kunderne, så er der eksempelvis en ændring på hjemmesiden, skal vi sætte os ind i den på ingen tid, så vi kan guide kunderne," fortæller han.

Samtidig er det en døgnbetjent afdeling med stort flow og udskiftning blandt de i alt omkring 130 medarbejdere, og der er hele tiden mange under oplæring og i det hele taget meget pres på. Det betyder, at der er meget og mange forskellige opgaver at se til som tillidsmand.

Overenskomst som bibel

"Rollen som tillidsmand tiltrækker mig nok især, fordi jeg har et stærkt retfærdighedsgen. Min mor var også tillidsmand i mange år. Og med al den stress, der er i arbejdslivet, har jeg lyst til at arbejde for et arbejdsliv, vi som mennesker kan holde til på den lange bane."

For at udfylde sin rolle bedst muligt, gør han meget ud af at kende alle sine kolleger og skabe tillid:

"Jeg gør meget ud af at være synlig og tage en runde hver dag, så kollegerne ved, hvem jeg er, og at de kan komme til mig, hvis der opstår et problem. Mange nyansatte er usikre på regler om det ene og andet, og det er en af grundene til, at jeg løbende læser op på afsnit i overenskomsten. Den er som en bibel for mig," siger Klaus Holm med et smil.

Velforberedt og effektiv

Hans nærlæsning af overenskomsten betyder også, at han kan være præcis og effektiv i samarbejdet med ledelsen, og han fremhæves af kolleger som en meget dygtig brobygger.

"Hvis kolleger eller ledelsen 'kører over for rødt', og overtræder regler, melder jeg klart ud. Alle kan begå en fejl, og hvis der er vilje til at rette op på den, kan man hurtigt komme videre. Det er også en fordel for ledelsen at blive gjort tidligt opmærksom på, at noget ikke er efter reglerne," konstaterer Klaus Holm, som oplever, at både kolleger og ledelse respekterer hans måde at håndtere tingene på.

Den 51-årige tillidsmand er også usædvanlig godt klædt på til rollen. Det er hans tredje periode som tillidsmand, og ikke alene har han gennemført tillidsmandsuddannelsen to gange, fordi den første uddannelse ligger mange år tilbage, han har også taget akademiuddannelse i både kommunikation, coaching og projektledelse.

"Jeg mistede mit tidligere job i Danske Bank efter en fejloperation og lang sygemelding. Så gik jeg i gang med at læse det, der interesserede mig, og det har jeg stor fornøjelse af i dag," siger Klaus Holm.

Teamwork og dyb stemme kan skabe ro

Uddannelsen har blandt andet gjort ham meget bevidst om hans måde at kommunikere på:

"Ud over at forberede mig grundigt, så jeg kan rykke hurtigt, når det behøves, er jeg også meget opmærksom på at møde mennesker med åbent sind hver gang. Jeg bærer ikke nag, selv om man kan have haft et sammenstød tidligere, lægger jeg det bag mig. Det er vigtigt, ligesom det er vigtigt at være fordomsfri og have fokus på dialogen."

Stemmens betydning i kommunikation er også noget, Klaus Holm er uhyre bevidst om. Han underviser som voice coah kolleger i det i forhold til kundekontakt, og lægger selv sin stemme i et dybere leje for at skabe ro, indgyde tillid og vise at han står fast– et redskab, der også er særdeles brugbart i forhandlinger.

"Det er ikke, fordi jeg aldrig bliver frustreret. Når det sker, kan jeg finde på at tage ud på Amager Fælled og brøler i et minut. Så kan man ikke brøle længere, og har fået luft. Det er også lidt sjovt."

Scenevant

Eventuelle ophobede frustrationer kan også trommes ud - en gang om ugen dirigerer og spiller han i et sambaorkester. Det har været en del af hans liv i 36 år, og han mødte sin nuværende kæreste i sambaklubben. I det hele taget er familien involveret - hans ekskone er også medlem, ligesom deres 22årige datter er danseinstruktør og hendes kæreste er ved at tage over som dirigent i orkesteret.

"Jeg kan som tillidsmand helt klart trække på noget af det, jeg har med fra sambaorkesteret. Både fordi jeg er vant til at kommunikere tydeligt som dirigent og har det fint med at stå på en scene foran mange mennesker – og ved at det er vigtigt at være godt forberedt. For det gør mig i stand til at reagere hurtigt og med kort varsel."

Afgørende for at lykkes som brobygger er også at have et team af tillidsmænd at støtte sig op ad, understreger han:

"Mine medtillidsmænd er fantastiske. Jeg gør det ikke alene."

 

Klaus tre bedste råd

Vær synlig, sørg for at alle kender dig og din funktion.

Vær velforberedt, brug dit TM-team, det hjælper dig til at være effektiv og skære igennem med godt mandat.

Vær fordomsfri og bevidst om din måde at kommunikere på.