24-06-2016    

Brexit giver stof til eftertanke

Nej’et ved folkeafstemningen om EU i Storbritannien sender i øjeblikket rystelser gennem de finansielle markeder. Situationen skal tages alvorligt, men der er også brug for is i maven lige nu, mener Finansforbundet.

​I morges d. 24. juni blev det offentliggjort, at britterne havde stemt 'leave' ved gårsdagens afstemning om tilhørsforholdet til EU. Resultatet har medført adskillige spekulationer om vidtrækkende konsekvenser – ikke mindst for den finansielle sektor.

'Demokratiet har talt , og det skal man naturligvis altid tage alvorligt. Det samme skal man med det signal, der ligger i forhold til retningen for EU og den spænding mellem national selvforståelse og behovet for solidaritet til Europa, som det britiske resultat – og  øvrigt det danske resultat fra  afstemningen d. 3. december – også er et billede på', siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.

De finansielle markeder har reageret voldsomt på valgresultatet, men hvad konsekvenserne konkret bliver af udtrædelsen, er vanskeligt at sige på nuværende tidspunkt, og selve processen kommer til at strække sig over en årrække.

'Vi kommer til at følge processen omkring udtrædelsen, der efter alt at dømme bliver en realitet, selvom den sådan set skal besluttes formelt i den parlamentariske system i Storbritannien. Lige nu er alle, både borgere, organisationer og virksomheder, nok bedste tjent med en god portion is i maven. Vi er bestemt ikke blinde for, at situationen kan have store konsekvenser – og byde på udfordringer såvel som muligheder - ikke mindst i finanssektoren, og den udvikling kommer vi til at følge nøje, siger Kent Petersen.

Kontakt

Kontakt Kent Petersen via Kristian Lind på 6120 4214