27-02-2020    

Afskedigelser i Danske Bank er et forkert greb i værktøjskassen

Danske Bank har i dag torsdag d. 27. februar meldt ud, at banken afskediger i omegnen af 120 medarbejdere i Danmark og i alt 230 på koncernniveau. Det er et helt forkert greb i værktøjskassen at skære i de ansatte, der i sidste ende skal skabe forretningen, mener Finansforbundet.

Fyringerne i Danske Bank er gennemført i dag og kommer efter, at banken i januar åbnede tilbud om frivillige fratrædelser for et antal medarbejdere i koncernen. Det endte 60 ansatte med at benytte sig af, og nu afskediges altså i omegnen af 130 medarbejdere i Danmark. Det bringer det samlede antal medarbejdere, der nu skal forlade banken i Danmark, op på næsten 200. På koncernniveau vil banken skære i alt 400 stillinger.

"Vi har kun interesse i en sektor, der vil udvikling, og i det perspektiv er medarbejderreduktioner et helt forkert greb i værktøjskassen. Medarbejderne løber enormt stærkt for at skabe den forretning, der er nødvendig – ikke kun i Danske Bank, men i hele sektoren – og man kan simpelthen ikke blive ved at stramme skruen, for det er nu engang de ansatte, der skal skabe den toplinje og vækst, som både banken, sektoren og vores samfund har brug for. Derfor skal medarbejderne heller ikke betragtes som en omkostningspost, man i øvrigt paradoksalt nok vil nedbringe næsten sideløbende med, at bestyrelsen vil bevilge sig en markant honorarstigning. Ansatte er et aktiv, der derimod er brug for at investere i", siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.

Kredsformand i Finansforbundet i Danske Bank Kirsten Ebbe Brich kritiserer bankens beslutning og udtrykker vrede over fyringerne.

"Det giver ingen mening. Vores kolleger i koncernen har gennem lang tid været underlagt et rigtig højt arbejdspres, og vi har endnu ikke set lettelser i arbejdsbyrden, som berettiger, at man skiller sig af med erfaren og kompetent arbejdskraft. Det er hårdt for en arbejdsplads at miste hænder. Dels bliver vi rystede af at miste gode kolleger i en hård periode, og dels bliver vi utrygge ved oplevelsen af, at ledelsen skærer ned, selvom vi har travlt. Det er i hvert fald ikke noget, der øger engagementet blandt medarbejderne", siger kredsformanden med henvisning til koncernens mål om, at 90% af medarbejderne skal være engagerede i 2023.

Kontakt:

Kent Petersen via Kristian Lind, 61204214

Kirsten Ebbe Brich via Daniel Løvbjerg Jørgensen, 22864848