Vedtægter

Kreds Nordea har følgende vedtægter

 

Vedtægter

Åbn alle

Navn

§ 1.
Kredsens navn er Kreds Nordea.
Kredsen er en virksomhedskreds i Finansforbundet i Danmark i henhold til denne organisations vedtægter.

Hjemsted

§ 2.
Kredsen har hjemsted i Hvidovre kommune.

Formål

§ 3.
Kredsens formål er at varetage medlemmernes faglige, økonomiske og sociale interesser, samt at arbejde for gennemførelsen af Finansforbundets politiske program.

Medlemmer

§ 4.
Stk. 1
Som medlem af kredsen kan optages alle medarbejdere i Nordea-koncernen, der er omfattet af Finansforbundet i Danmarks organisationsområde. Derudover kan optages medarbejdere ansat i andre virksomheder, som efter Finansforbundets beslutning er henført til kredsens organisationsområde.
Medlemmerne står gennem kredsen som medlemmer af Finansforbundet. Medlemmerne er underkastet Finansforbundets til enhver tid gældende vedtægter. Medlemmer kan optages som aktive og passive medlemmer jævnfør Finansforbundets vedtægter.
Hvilende medlemmer, ledige, pensionister og efterlønsmodtagere kan bevare medlemskabet.
Stk. 2
Udmeldelse af kredsen kan kun finde sted på den i Finansforbundets vedtægters foreskrevne måde.

Kontingent

§ 5.
Kontingentet fastsættes som foreskrevet i Finansforbundets vedtægter.

Generalforsamlinger


§ 6.
Generalforsamlingen er kredsens øverste myndighed.
§ 7.
Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af hvert års april måned. Den ordinære generalforsamling indkaldes af bestyrelsen i Finansforbundets medlemsblad - eller tilsvarende elektronisk medlemsinformation - med mindst 8 ugers varsel.
Forslag til valg og andre forslag, der af medlemmer ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal skriftligt være kredsen i hænde senest 6 uger før generalforsamlingen. Forslag til valg og andre forslag, der indsendes efter dette tidspunkt, kan ikke behandles på generalforsamlingen.
Senest 4 uger før den ordinære generalforsamling offentliggøres det reviderede regnskab, den endelige dagsorden og samtlige forslag elektronisk. Endvidere kan materialet rekvireres på kredsens kontor.
§ 8.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af stemmeudvalg.
3. Beretninger
a) Beretning fra bestyrelsen om kredsens virksomhed i det forløbne år.
b) Orientering om Finansforbundets virksomhed i det forløbne år.
4. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse og décharge.
5. Indkomne forslag
a) fra medlemmer
b) fra bestyrelsen
6. Valg af:
a) Formand
b) Bestyrelsesmedlemmer
c) Bestyrelsessuppleanter
d) Interne revisorer
e) Interne revisorsuppleanter
7. Eventuelt.
§ 9.
Dirigenten leder generalforsamlingen og afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde.Enhver stemmeberettiget kan forlange skriftlig afstemning på generalforsamlingen.
§ 10.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 5% af medlemmerne overfor bestyrelsen fremsætter skriftlig anmodning herom med angivelse af dagsordensforslag. Ekstraordinær generalforsamling skal inden 14 dage efter modtagelsen af begæringen af bestyrelsen indkaldes skriftligt med mindst 14 dages og højst 3 ugers varsel med angivelse af dagsorden.
Bestyrelsen skal indkalde til ekstraordinær generalforsamling, hvis bestyrelsens antal kommer ned på 6 medlemmer eller derunder.
§ 11.
Kredsens generalforsamlinger er åbne for alle medlemmer.
Aktive og hvilende medlemmer har stemmeret.
Alle medlemmer har taleret.
Aktive og hvilende medlemmer skal for at få stemmeret på generalforsamlingen have tilmeldt sig skriftligt, således at tilmeldingen er kredsens kontor i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen.
§ 12.
På generalforsamlingen har hver stemmeberettiget én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
De på generalforsamlingen behandlede anliggender afgøres ved simpel stemmeflerhed, jfr. dog § 14, § 22 og § 23.
§ 13.
Over det på generalforsamlingen passerede udarbejdes et referat senest 6 uger efter generalforsamlingen.

Urafstemning

§ 14.
Mindst 4 bestyrelsesmedlemmer eller 5% af medlemmerne kan skriftligt forlange konkrete emner udsendt til urafstemning blandt medlemmerne.

Bestyrelse

§ 15.
Kredsens øverste ledelse mellem to generalforsamlinger udgøres af en bestyrelse på 9 medlemmer.
Generalforsamlingen vælger formanden for kredsen samt den øvrige bestyrelse på 8 medlemmer. Hvis der er opstillet flere kandidater, skal der ske skriftlig afstemning på generalforsamlingen.
Alle aktive og hvilende medlemmer ansat i Nordea-koncernen er valgbare.

Ved ansættelsesforholdets ophør udtræder bestyrelsesmedlemmet af bestyrelsen.

Formanden vælges i ulige år for en periode af 2 år. Genvalg kan finde sted. Afgår for¬manden i løbet af perioden, indtræder næstformanden på formandens plads indtil næste ordinære generalforsamling.

Bestyrelsen konstituerer sig med en næstformand på førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen. Næstformanden konstitueres for en periode af 1 år. Afgår næstformanden i løbet af perioden, konstituerer bestyrelsen en ny næstformand. En afgået næstformand kan vælge at blive siddende som bestyrelsesmedlem i den resterende tid af pågældendes valgperiode.

I lige år vælges 4 bestyrelsesmedlemmer og i ulige år vælges 4 bestyrelsesmedlemmer. valget gælder for 2 år. Genvalg kan finde sted.

Generalforsamlingen vælger hvert år 3 suppleanter til bestyrelsen, disse er valgt for en 1-årig periode. Genvalg kan finde sted. Afgår et bestyrelsesmedlem i sin valgperiode, indtræder 1. suppleanten i det pågældende bestyrelsesmedlems valgperiode.

FTM gruppen

§ 16.
De til enhver tid valgte fællestillidsmænd (FTM gruppen) prioriterer overenskomstkravene sammen med bestyrelsen. Kan der ikke opnås enighed, træffer bestyrelsen beslutning om kravene.
Resultatet af forhandlingerne om virksomhedsoverenskomsten forelægges FTM gruppen inden udsendelse til urafstemning blandt medlemmerne.
FTM gruppens anbefaling meddeles medlemmerne.

Bestyrelsesmøder m.m.

§ 17.
Bestyrelsen afholder møde efter behov og efter indkaldelse af formanden, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer fremsætter begæring herom. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 medlemmer er til stede.
Bestyrelsens beslutninger træffes med simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed har formanden den afgørende stemme.
Bestyrelsen udpeger kredsens repræsentanter til Finansforbundets landsmøde og repræsentantskab og repræsentanter til udvalg og bestyrelser, hvori kredsen har faste mandater.
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg og fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

Tegningsregler

§ 18.
Kredsen tegnes af et medlem af formandskabet i forening med to bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen kan meddele prokura.

Hæftelse

§ 19.
For kredsens forpligtelser hæfter alene kredsens til enhver tid værende formue. Ingen af kredsens medlemmer har andel i eller krav på kredsens formue, ligesom de ikke hæfter for kredsens gæld.

Midler og regnskab

§ 20.
Bestyrelsen træffer bestemmelse om anvendelse og anbringelse af kredsens midler.
Over kredsens formue, dens indtægter og udgifter skal bestyrelsen hvert år aflægge regnskab. Kredsens regnskabsår er kalenderåret.

Revision

§ 21.
Til at revidere kredsens årsregnskab vælger generalforsamlingen for en 2-årig periode to interne revisorer, således at der hvert år afgår en efter tur. Genvalg kan finde sted.
Generalforsamlingen vælger endvidere hvert år to interne revisorsuppleanter. Genvalg kan finde sted.
Revisorerne skal foretage en kritisk gennemgang af regnskabet og inden 2 uger efter modtagelsen tilbagesende det i revideret stand.
Årsregnskabet revideres tillige af en ekstern revision, der vælges af Finansforbundet.

Vedtægtsændringer

§ 22.
Til vedtagelse af beslutning om ændring af kredsens vedtægter kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Blanke og ugyldige stemmer regnes ikke som afgivne stemmer.

Økonomi i forbindelse med strukturændring

§ 23.
Såfremt der sker en ændring, der medfører, at en flerhed af medlemmer skal overføres til andre faglige personaleforeninger/kredse, sker dette i henhold til Finansforbundets vedtægter.

Fusionsbestemmelse

§ 24.
I forbindelse med fusion og/eller opkøb af anden virksomhed skal der optages drøftelser mellem Kreds Nordea og de berørte faglige repræsentanter om fremtidige organisatoriske forhold. Drøftelserne skal tage udgangspunkt i et princip om ligeværdighed parterne imellem, og drøftelserne skal ske under fuld iagttagelse af Finansforbundets værdigrundlag.
Såfremt en af parterne ønsker det, kan der af Finansforbundets hovedbestyrelse udpeges en repræsentant, som kan rådgive parterne under drøftelserne, idet der dog herved ikke bliver ændret på parternes aftalefrihed.
Kan parterne efter forgæves forhandling ikke nå til enighed, kan hovedbestyrelsen træffe afgørelse i sagen i overensstemmelse med Finansforbundets vedtægter.

Sammenslutning med andre foreninger/kredse

25.
Anbefaling af forslag om sammenslutning af Kreds Nordea med andre foreninger/kredse skal vedtages af generalforsamlingen. Derefter skal forslaget sendes til urafstemning blandt foreningens medlemmer. Til vedtagelse af forslaget om sammenslutning kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Blanke og ugyldige stemmer regnes ikke som afgivne stemmer.
Sammenslutningen godkendes endeligt på førstkommende landsmøde i Finansforbundet.
Sammenslutning på grund af fusion fremlægges på førstkommende repræsentantskabsmøde i Finansforbundet.

Opløsning

§ 26.
Forslag om opløsning af kredsen kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer på en generalforsamling er for forslaget, og når mindst 3/4 af de afgivne stemmer ved en efterfølgende urafstemning har stemt for opløsningen. Ved ur-afstemningen medregnes kun JA - og NEJ-stemmer i opgørelsen. I tilfælde af kredsens opløsning træffer generalforsamlingen bestemmelse om anvendelse af kredsens midler.
Vedtaget på Kreds Nordeas generalforsamling den 10. marts 2018
Dirigent: Helle Hjorth Bentz