03-05-2019 | Jesper Kiby Denborg , jesper.kiby.denborg@nordea.com  

Dansker i spidsen for Nordeas ansatte

Union in Nordea, sammenslutningen af nordiske og polske fagforeninger for Nordea-ansatte, har fået ny formand. Ved generalforsamlingen 24. april blev Mette Balck Mejlby fra Danmark valgt til at stå i spidsen for Union in Nordea.

​​​​​​​”Vi har et handlekraftigt fællesskab på tværs af Nordea-landene. Ved at stå sammen på tværs af de nordiske og polske fagforeninger og tale med én stemme, står vi langt stærkere i dialogen med Nordeas ledelse,” siger Mette Balck Mejlby.

Møder Nordea i øjenhøjde på alle niveauer
Hun er overbevist om, at den fælles nordiske agenda sikrer indflydelse:

”Vi har stærke fagforeninger i hvert af landene, som hver dag arbejder for at sikre vores medlemmer et meningsfyldt arbejdsliv. Når der sker store ændringer i Nordea , er det imidlertid helt essentielt, at vi taler med én stemme. Ved at samarbejde på tværs kan vi møde banken i øjenhøjde på alle niveauer og skabe mest mulig værdi for både vores medlemmer og ledelsen – uanset om beslutningerne træffes på nationalt eller nordisk plan”, understreger Mette Balck Mejlby.

”Vi har netop igangsat et nyt nordisk pilotprojekt,  hvor tillidsmændene inden for fem forskellige områder vil arbejde langt tættere sammen på tværs af de nordiske lande. På den måde sikrer vi både en bedre forståelse for de lokale forskelle mellem landene, og at tillidsmands-grupperne i højere grad kan gå i dialog med den nordiske ledelse – og dermed give et bredere perspektiv og stå stærkere,” siger Mette Balck Mejlby.

Da hun selv var var fællestillidsmand i Nordeas Trade Finance-afdeling, etablerede hun et samarbejde på tværs af Norden, som opnåede rigtig gode resultater. Samarbejdet er det hidtil eneste, og målet er at få samarbejdet udbredt til alle nordiske afdelinger i Nordea. 

Mette Balck Mejlby_600x400px.jpg
Foto: Nana Re​imers

Fagforening som brobyggere
Mette Balck Mejlby mener, at tæt dialog er vejen frem for at sikre de bedste vilkår for medlemmerne:

”Jeg tror på, at vi som samlet, stærk fagforening kan være brobyggere mellem ledelse og medarbejdere, og at vi gennem konstruktiv dialog kan være med til at skabe en bedre arbejdsplads til gavn for både medlemmer og Nordea. Det glæder jeg mig til at bidrage til – også på nordisk plan.”

Næstformand for danske ansatte
Mette Balck Mejlby begyndte i Nordea i 1987, da banken hed Privatbanken og senere Unibank. Det faglige arbejde har været en fast del det meste af karrieren og startede i bestyrelsen for Kreds Nordea, som repræsenterer Finansforbundets medlemmer i den danske del af Nordea, i  2015. Siden marts i år har Mette Balck Mejlby været næstformand i Kreds Nordea.

Mette Balck Mejlby er 51 år og bor med sin mand Claus på Østerbro. 

Mette Balck Mejlby afløser nordmanden Hans Christian Riise, der har været formand for Nordea Union Board de sidste seks år.

Ved Union in Nordeas generalforsamling blev Arve Sæther fra Norge valgt som næstformand.  Gerhard Olsson fra Sverige er ny Group Council coordinator, og Stine Koldt Meno fra Danmark fortsætter som Consultative Committees coordinator. Udover de nævnte består bestyrelsen nu af Hans Christian Riise fra Norge, Kari Ahola og Joanna Koskinen fra Finland, Hanna Magnusson fra Sverige samt Michał Mantaj fra Polen.​