18-03-2019    

Mød kandidaterne: Bestyrelsen

Læs mere om Louise Have Dalsgaard Lund, Mette Balck Mejlby, Stine Koldt Meno, Kasper Skovgaard Pedersen og Mona Svan, der kandiderer til de fire poster som bestyrelsesmedlemmer i Kreds Nordea.


Bestyrelseskandidater


Louise-150.jpg
​Louise Have Dalsgaard Lund
Opstiller til nyvalg til bestyrelsen samt opstiller til nyvalg som suppleant

1. Hvad laver du i dit nuværende job?
Jeg er tillidsmand i Operations, medlem af en fantastisk tillidsmandsgruppe og en god Kreds. Derudover sidder jeg i team Pension & Savings. Jeg har en hverdag, hvor jeg får brugt rigtig mange af mine tillidsmands- og arbejdsrelaterede kompetencer. 

2. Hvorfor stiller du op?
Jeg stiller op, fordi jeg brænder for at gøre en forskel for mine kollegaer i Nordea. Vi taler i hverdagen om ’Happy People Happy Customers’. Vi har behov for at give vores medlemmer den bedst mulige hverdag, hvor retfærdighed og trivsel skal prioriteres. Dette tror jeg på, at jeg kan være med til at påvirke og få indflydelse på. Jeg går ind for, at godt samarbejde er vejen frem, så der skal absolut prioriteres en god og konstruktiv dialog med People og ledelsen i Nordea, således at vi forstår hinanden og de forskellige udfordringer, vi kan have som medlemmer. Jeg vil vores medlemmer det bedste - og det er jeg sikker på, at Nordea også vil, således at vi alle i vores hverdag kan være Happy People.

3. Hvornår og hvordan blev du interesseret i det faglige arbejde?
Det gjorde jeg som ganske ung, da min far var meget involveret i fagligt arbejde. Jeg er opvokset med, at vi skal passe på hinanden, skabe gode arbejdsforhold, og overholde rettigheder, så vi har det godt i vores arbejdsliv. Dette har spiret i mig, og da jeg gik ind i tillidsmandshvervet, blev jeg - mere end før - grebet af at arbejde for gode forhold og kæmpe for, at mine medlemmer bliver hørt. 

4. Hvad mener du er Kreds Nordeas vigtigste opgave?
Vores vigtigste opgave er at varetage vores medlemmers bedste - vi er bindeleddet mellem vores medlemmer og Nordea. Vi skal bibeholde det fællesskab, som er skabt i og med Kreds Nordea. Vi skal skabe et endnu bredere sammenhold i Nordea, så alle medlemmer bliver favnet. 

5. Hvorfor skal medlemmerne stemme på lige netop dig? 
Det skal de, fordi jeg 100 % vil arbejde for gode forhold for medlemmerne. Jeg vil være med til at skabe forandringer, så vores medlemmer får deres stemme hørt og deres rettigheder bibeholdt. Vi skal fortsat arbejde for gode rammer. 

Vi skal være glade når vi går på arbejde. Jeg tror på og oplever, at jeg igennem dialog kan være med til at skabe gode rammer for dette.

Jeg brænder for vores kreds. Jeg vil være med til at skabe en forskel. 

Mest af alt, så brænder jeg for dig som medlem af Kreds Nordea - det er dig, jeg vil arbejde for!

Mette-150.jpg
Mette Balck Mejlby
Genopstiller til bestyrelsen

1. Hvad laver du i dit nuværende job?
Jeg arbejder hver eneste dag for jer MEDLEMMER på mange fronter. F.eks. som en del af hverveteamet hvor jeg har stort fokus på, at vi byder velkommen i Finansforbundet til mange nye kolleger - det er vores eksistensgrundlag.  Vi laver mange synlighedsevents og er nu fra 2018 blevet en del af Nordea Day for nye ansatte i Nordea. Derudover er jeg ansvarlig for vores stærke tillidsmandsnetværk, som er fundamentet for Kreds Nordea lokalt. Sammen opnår vi mest. Jeg gør mit til at styrke tillidsmændene, både på de årlige seminarer, på utallige tillidsmandsmøder rundt i landet og når vi holder introdage for nyvalgte tillidsmænd. 

2. Hvorfor stiller du op?
Jeg brænder for, at Nordea skal være en arbejdsplads, vi alle kan være stolte af, og der er meget at tage fat på! Mine ærmer er smøget op, og jeg har MODET og OVERBLIKKET og en solid BALLAST gennem mange års ERFARING i det fagpolitiske miljø. Jeg er topmotiveret og klar til at fortsætte med de mange udfordringer, der skal løses. Min ambition for den kommende valgperiode er at komme ud og i øjenhøjde møde jer og jeres meget forskellige virkeligheder. Jeg er der for JER.

3. Hvornår og hvordan blev du interesseret i det faglige arbejde?
Det har altid været en del af mit DNA at gøre en forskel for andre. Jeg kan simpelthen ikke lade være – og det har været helt naturligt for mig at bidrage til at skabe bedre rammer for medlemmerne. De sidste 4 år har jeg haft begge ben godt plantet i Kreds Nordeas bestyrelse. Jeg har gode erfaringer med at bygge bro mellem ledelse og medarbejdere og oplever, at vi gør en forskel, da vi har fingeren på pulsen og påvirker ledelsen i alle fora, hvor vi møder dem. 

4. Hvad mener du er Kreds Nordeas vigtigste opgave?
At sikre et meningsfuldt arbejdsliv for jer medlemmer – derfor skal TILLID blive det bærende fundament for Nordea. Vi skal kræve ”svesken på disken” – jeg oplever der er alt for langt fra topledelsen til medarbejderne. Her er vi et meget centralt bindeled. HAPPY PEOPLE-agendaen er rigtig og vigtig og skal omsættes fra ord til handlinger - det skal vi holde ledelsen skarpt op på. Det gør vi ved at være i tråd med jer medlemmer, så vi kan sætte de rigtige dagsordener. Vi skal rumme og repræsentere den store diversitet, der er i Nordea. Derfor er det afgørende, at der kommer tillidsmænd på alle pladser.

5. Hvorfor skal medlemmerne stemme på lige netop dig?
Jeg har opbygget et stort netværk med stærke relationer, er KOMPROMIS- og DIALOGSØGENDE, har masser af ideer og et friskt gå-på-mod. Jeg er ikke bange for at SIGE FRA, når det er nødvendigt. Arbejdet for medlemmerne er mit hjerteblod, og jeg er 100% dedikeret. Jeg TÆNKER STRATEGISK, og har fokus på ”hele osten” - ikke bare hullerne. At være talerør mellem jer medlemmer og ledelsen er vigtigt, og JEG GIVER IKKE OP, selvom målet ikke nås i første forsøg. 


Stine-150.jpg
Stine Koldt Meno
Genopstiller til bestyrelsen

1. Hvad laver du i dit nuværende job?
Jeg er kontaktperson for alle medlemmer og tillidsmænd i hovedkontorsfunktionerne. Jeg har en rigtig stor berøringsflade på tværs af organisationen, og det giver mig god indsigt i bankens strategier, overblik over organisationen og forståelse for dagligdagen til brug for mit arbejde for vores medlemmerne.

Samarbejdet på tværs af Norden og Polen fylder en del. Jeg er medlem af Nordea Union Board, og jeg repræsenterer Danmark i 3 ud af 6 tværnordiske samarbejdsudvalg. Jeg er koordinator for de nordiske samarbejdsudvalg samt NOC og Polen IT. 

2. Hvorfor stiller du op?
Jeg ved, at jeg kan være med til at gøre Nordea til en bedre arbejdsplads. Det skal give mening for hver enkelt af os at arbejde i Nordea, og banken kan blive meget bedre til at synliggøre den værdi, den enkelte tilfører. Jeg vil påvirke beslutninger, som har betydning for din og min hverdag i banken. Jeg tror på, at vi kan skabe bedre jobs og mere arbejdsglæde gennem fælleskab og dialog. Jeg bruger flittigt mit store netværk til at samle information og input for derved at sikre medlemmernes indflydelse.

3. Hvornår og hvordan blev du interesseret i det faglige arbejde?
Det startede allerede i elevrådet i folkeskolen, fordi jeg interesserede mig for mine skolekammeraters vilkår og muligheder. Jeg blev tillidsmand i banken første gang i 1991, og jeg er altid blevet opfordret til at stille op igen – også når jeg har skiftet job internt. 

I 2005 blev jeg opfordret til at stille op til Kreds Nordeas bestyrelse, som jeg været en del af siden. Det motiverer mig max hver dag at trække i arbejdstøjet og være med til at skabe værdifulde og meningsfulde løsninger for medlemmerne.

4. Hvad mener du er Kreds Nordeas vigtigste opgave?
At arbejde for medlemmerne! Den vigtigste opgave er at sikre medlemmerne de bedste muligheder i deres arbejdsliv, og det gør vi gennem gode arbejdsvilkår og rammer, indflydelse og dialog. Vi skal hjælpe vores medlemmer til at træffe de rigtige beslutninger – hvad enten det gælder karriere, kompetenceudvikling eller udfordringer i deres arbejdsliv. Vi skal sikre et bredt korps af dedikerede tillidsvalgte, og vi skal være endnu bedre til synliggøre Kreds Nordeas store arbejde i organisationen.

5. Hvorfor skal medlemmerne stemme på lige netop dig?
​Jeg bruger min uddannelse, erfaring og viden i min dialog med ledelsen. Jeg bruger min nysgerrighed, undersøger alting til bunds, og jeg bruger min retfærdighedssans til at hjælpe banken med at træffe de rigtige valg. Min evne til at skabe relationer åbner døre og bringer medlemmernes spørgsmål i spil. Jeg sætter fortsat motivation og arbejdsglæde højt på dagsordenen, og jeg vil arbejde for, at trufne beslutninger bliver mere transparente, og at ’why’ bliver mere tydeligt.

Kort sagt - jeg vil arbejde for dig, mig og vores fælles arbejdsplads!​


Kasper-150.jpg
Kasper Skovgaard Pedersen
Genopstiller til bestyrelsen

1. Hvad laver du i dit nuværende job?
Jeg har arbejdet i Kreds Nordea i seks år. Til daglig bruger jeg en del tid med de tværnordiske samarbejdsudvalg, hvor jeg er med til at bringe medlemmernes synspunkter op for ledelsen. Derudover er jeg kontaktperson for de tillidsvalgte i bankens hovedkontorer og er desuden politisk ansvarlig for Kreds Nordeas kommunikation.   

2. Hvorfor stiller du op?
Jeg har valgt at genopstille, fordi jeg stadig mener, at det arbejde, vi laver i Kreds Nordea, har en positiv indflydelse på vores medlemmers hverdag. Jeg mener, at vi som fagforening grundlæggende har en fælles interesse med bankens ledelse i at skabe en arbejdsplads, hvor gode resultater og trivsel er hinandens forudsætninger.

Mit udgangspunkt er, at medarbejderne har den vigtigste rolle i enhver virksomhed, og derfor stiller jeg op til Kreds Nordeas arbejde. 

3. Hvornår og hvordan blev du interesseret i det faglige arbejde?
Jeg har altid gerne ville være med til at udvikle min arbejdsplads, og det mener jeg, at de fællesskaber, vi deltager i på vores arbejde, kan medvirke til. 

Jeg blev interesseret i fagligt arbejde, fordi jeg tror på, at den åbne og løbende dialog ledelse og medarbejdere imellem er vejen til en bedre arbejdsplads.

4. Hvad mener du er Kreds Nordeas vigtigste opgave?
At repræsentere de interesser, der kan understøtte et meningsfuldt arbejdsliv for vores medlemmer.

Det mener jeg vi gør bedst ad to spor: Det ene er, at være tilstede over for vores medlemmer, enten via vores tillidsvalgte eller ved personligt at ved selv at komme ud f.eks. ved medlemsmøder. Det andet er at skabe den bedste dialog med ledelsen for derigennem at kunne varetage og præsentere vores medlemmers synspunkter.

5. Hvorfor skal medlemmerne stemme på lige netop dig?
Jeg er 100% dedikeret til at arbejde for medlemmernes interesser. Jeg oplever, at det nytter at deltage aktivt i bankens beslutningsprocesser og påvirke de retningslinjer, som har indvirkning på vores arbejdsliv. Derfor vil jeg være med til at skabe de rammer, som giver vores arbejdsplads mulighed for at skabe nogle gode resultater, og ikke mindst giver vores medlemmer mulighed for at have et meningsfuldt arbejdsliv.


Mona-150.jpg
​Mona Svan
Opstiller til nyvalg til bestyrelsen samt genopstiller som suppleant

1. Hvad laver du i dit nuværende job?
Jeg arbejder med kommunikation, projekter og implementering i erhvervsorganisationen – Business Banking. Det foregår i et team, der samarbejder på tværs i Danmark og på nordisk plan med en lang række andre enheder.

Jeg er tillidsmand for mine kolleger + fællestillidsmand for mit eget + et tilsvarende område i Personal Banking. Medlemsskaren består af såvel traditionelt uddannede bankfolk som akademikere – og både danskere og udlændinge. 

2. Hvorfor stiller du op?
Jeg vil gøre en forskel med dét, jeg bruger mit liv på. Og jeg tror oprigtigt på, at min erfaring og kompetencer vil kunne bidrage med en masse godt i Kreds Nordeas bestyrelsesarbejde. 

Gennem mine år i Nordea har jeg set og oplevet meget, og jeg har søgt indflydelse, hvor det var muligt. Hvis jeg kan bidrage til, at vi opnår den bedste løsning, så gør jeg det. Også selv om det betyder, at jeg skal stille mig frem i forreste række og sige min og kollegernes mening dér, hvor magten findes.

3. Hvornår og hvordan blev du interesseret i det faglige arbejde?
Det ligger dybt i mig, at hvis man ønsker at udvikle og forandre den verden, man er en del af privat og professionelt – så har man pligt til selv at bidrage.

Som ung sparekasseassistent stillede jeg op, da der var brug for nye folk i en lokalbestyrelse i fagforeningen. Jeg kom ind, og arbejdet dér gav blod på tanden. Siden da har jeg – med ganske få pauser – haft alle mulige forskellige tillidsposter. Der er altid mere, man kan tage fat på, og jeg tror helt alvorligt ikke, jeg mister interessen, før jeg lukker mine øjne for sidste gang.

4. Hvad mener du er Kreds Nordeas vigtigste opgave?
Det allervigtigste er at sikre, at medlemmerne har et godt arbejdsliv. Det betyder for mig, at:

  • Vi er glade og tilfredse, både når vi møder ind og når vi går hjem
  • Vi får mulighed for at levere en god indsats, fordi opgaver og ressourcer passer sammen
  • Vi har plads til, og mulighed, for udvikling
  • Arbejdet giver mulighed for at leve et godt og balanceret liv
  • Vi kan komme videre fra Nordea som attraktive medarbejdere i andre jobs – hvis det nu ikke kan være anderledes 
5. Hvorfor skal medlemmerne stemme på lige netop dig?
Jeg har været 1. suppleant de seneste to år, uden at der blev brug for mig. Nu synes jeg det er på tide for alvor at stille op og vise, at jeg mener det alvorligt. Jeg er SÅ klar til at tage fat.

Med mig i kredsbestyrelsen får du en kompetent, modig og erfaren repræsentant med stor politisk interesse og -tæft. Jeg har et godt billede af, hvad både nye og erfarne medlemstyper ønsker sig af Kreds Nordea og Finansforbundet – og så kender jeg Nordea rigtig godt og kan trække på et stort netværk, når der skal findes løsninger.

Du vil ikke fortryde din stemme på mig. Jeg lover at kæmpe hårdt og søge indflydelsen, således at vi sammen opnår det bedst mulige resultat for alle parter!