21-09-2018 | Sabina Furbo , sf@finansforbundet.dk  

Ambition at lave bundlinje på CSR

”CSR handler om at vise samfundsansvar, men det er kun interessant og meningsfuldt, hvis det er noget, som vi alle tager på os”, lød det fra afdelingsdirektør i CSR, Lene Hjorth, der også gæstede årets seminar for tillidsvalgte.

​I en tid, hvor der er langt flere skandaler i big business end der er solstrålehistorier også i den finansielle sektor, så er stolthed, værdier og image noget, der påvirker den enkelte medarbejders arbejdsmiljø. Derfor var afdelingsdirektør i CSR Lene Hjorth inviteret for at give en status på Jyske Bank Koncernens arbejde med CSR.

”Vi har faktisk ret mange gode samfundsrelevante projekter, hvor vi gør en forskel. Vi kan ikke se den store effekt på vores bundlinje endnu, men det er ambitionen på sigt. Det, at vælge bank i dag, er for de fleste mennesker en beslutning, hvor man tænker sig rigtigt godt om. Ikke mindst i en tid, hvor vi ser rigtig mange store skandaler i big business”, lød det fra afdelingsdirektøren, der medgav, at det måske ikke altid er lige tydeligt for alle koncernens medarbejdere, hvad og hvordan CSR er relevant for dem.

”Men vi har rigtig mange projekter, hvor det er interessant for jer at komme med ind og arbejde med det. Det skal være medarbejderne, der skal være involveret i CSR-arbejdet og tager ejerskab til det. For vi vil gerne vise, at vi mener det seriøst, når vi gerne vil gøre en forskel”.

Omdrejningspunktet for koncernens CSR-arbejde tager udgangspunkt i, at koncernen er boligejernes bank, og derfor er projekterne koncentreret omkring ”Huset”. For det skal give mening i det miljø, som koncernen arbejder i, mener Lene Hjorth, der blandt andet nævner projekt Nabo-rum og Projekt MurMal.

”I skal bruge det der, hvor CSR er med at give relevans for jer. Ellers bare være glade for, at I er del af en arbejdsplads, der er med til at løfte en samfundsmæssig opgave, og som har ambitioner om mere”.

I løbet af efteråret bliver der offentliggjort en CSR-værktøjskasse, som de ansatte kan bruge i deres daglige arbejde, hvor det giver mening og forhåbentligt også forretningsmæssige fordele. 

Læs mere om koncernens CSR indsatser

Afdelingsdirektør for CSR, Lene Hjorth

180912_JyskeBankKreds_DK_2565.jpg