13-11-2013    

Tillidsmand på opfordring

Pernille Als Fussing er akademiker og ny tillidsmand. "Jeg har det i mig. Vi skal have et bedre arbejdsmiljø," siger hun.

​”Jeg har set på godt og ondt, hvordan bonusser og fyringer har påvirket mig og mine kolleger. Og jeg har i mig, at alle skal have den behandling, de burde have. Derfor sagde jeg ja”.

29-årige Pernille Als Fussing blev opfordret af sine kolleger til at blive tillidsmand for fire måneder siden, da den gamle gik på pension. Pernille er senior project manager i Danske Capital, Group Wealth Management, der primært relaterer sig til investering, projektudvikling og faglig sparring med rådgiverne.Pernille er akademiker. Finansøkonom med HD 1 og 2 i finansiering og ledelse.

”Der var ingen, der meldte sig frivilligt til opgaven. Ledelsen og kollegaer spurgte mig, og jeg talte med HR, om det kunne være noget for mig. Det kunne det. Egentlig har jeg gået med tanken i lang tid, men har ikke turdet tage springet. Nu håber jeg, at min uddannelse i organisation og ledelse kan bruges til at være med til at skabe et bedre arbejdsmiljø”, smiler Pernille Als Fussing.

Det var især oplevelsen af, at tillidsmænd er folk, der har været mange år i koncernen, der holdt hende tilbage.

”Jeg er jo lidt atypisk i min situation. Men nu, når jeg er blevet opfordret til det, tror jeg på, at jeg nok skal udfylde rollen. Den ligger mig nært. Jeg er en person, der tager vare på andre. Konfliktløsning er vigtig, så folk får den behandling, de skal have, og jobbet kan fungere. Det er tilfredsstillende at være med til”, siger hun.

I sagens natur har Pernille ikke haft så meget at gøre som tillidsmand endnu.

”Men det har været ret interessant. Jeg er i tæt dialog med ledelsen og er blevet taget godt imod. Jeg har fået indsigt i, at der foregår mange ting bag kulissen i dette store hus med ca. 600 medarbejdere. Jeg skal varetage interesserne for 150 personer, hvoraf nogle har store udfordringer hver dag. Reaktionen har været positiv med klap på skulderen. Det tager jeg som udtryk for, at folk ved, de kan komme til mig”, fortæller hun.

Pernille Als Fussing kunne have været ”Djøf’er”, men da hun startede i filialnettet i 2005, var det naturligt at melde sig ind i Finansforbundet.

”Det var lidt en tilfældighed, men jeg er glad for at være medlem. Og når man undersøger tillidsmandsfaget, opdager man, hvor meget Finansforbundet gør, som jeg egentligt bare har taget for givet”, siger hun.

Hendes forældre er begge i den finansielle sektor, og hendes mor har været tillidsmand.

”Fra barnsben er jeg blevet påvirket af de udfordringer, de er støt på”, fortæller Pernille, der startede på tillidsmandsuddannelsen i september.

 

 

 

.