13-06-2014    

Anerkendelse til gode kollegaer

Der blev uddelt velfortjente skulderklap og rosende ord, da fem medlemmer af Danske Kreds modtog legater fra Danske Kreds’ Jubilæumsfond

Omsorgen, det gode humør og ikke mindst evnen til at påvirke afdelingens eller teamets trivsel i positiv retning  er nogle af de egenskaber, der ifølge kollegaerne kendetegner de fem medlemmer af Danske Kreds, som fredag den 13. juni modtog legater fra Danske Kreds’ Jubilæumsfond



I år gik Jubilæumsfondens legater til (fra venstre mod højre på billedet):

  • Sarah Rasmussen, Svendborg Afdeling
  • Thomas Gade Andersen, Outbound AAR1
  • Stina Y. H.Baunsgaard, Rational Tools & engineering Processes
  • ​Majken Hammer Sløk, BB Products, Tools & Pricing
  • Katrine Nielsen,  Omprioritering

En ekstraordinær indsats
Det var kollegaerne til de fem legatmodtagere, der havde indstillet dem til Jubilæumsfonden for at give dem et velfortjent skulderklap for deres store indsats og vigtige rolle for afdelingen. Fælles for legatmodtagerne er, at de med deres væremåde og forskellige initiativer forbedrer  arbejdslivet for deres kollegaer.
Steen Lund Olsen formand for Danske Kreds uddelte legaterne og roste også medlemmernes værdifulde indsats i en tid præget af forandringer.

”I får dette legat som en påskønnelse for den særlige indsats, I har gjort for Danske Kreds’ medlemmer,” sagde Steen Lund Olsen, inden han delte legaterne ud.

 

 
 
Jubilæumsfondens formål er at virke til gavn for medlemmerne af Danske Kreds. Jubilæumsfonden kan uddele legatportioner til enkeltpersoner eller persongrupper som påskønnelse for en særlig indsats for medlemmerne eller som en tilskyndelse til gennemførelse af specielle arbejdsopgaver til gavn for medlemmerne.
Jubilæumsfonden kan også tilgodese kollegaer, som medvirker til at rejse og fastholde debatter om arbejdsmæssige forhold med henblik på at forbedre disse. Ligeledes kan kollegaer, der med deres
hjælpsomhed har bidraget til, at hverdagen opleves positiv og overskuelig, komme i betragtning.​