14-10-2016 |  Daniel Lundgren Jørgensen

Borgen: Fem faktorer fra "good" til "great"

Danske Banks markedsposition er tilbage på rette spor. Nu nulstiller vi og sætter kursen mod storhed, sagde Danske Banks direktør Thomas F. Borgen foran koncernens tillidsmænd ved en konference den 12. oktober. Sammen med HR-chef Henriette Fenger Ellekrog satte direktøren ord på årsagerne til, at koncernen har åbnet for frivillige fratrædelser.

Engagement og stolthed i arbejdet gør en kæmpe forskel for Danske Banks succes. Medarbejderkulturen i Danske Bank er unik, mener Thomas Borgen, der "aldrig har oplevet noget lignende" i sine 19 år i koncernen.

Efter bankens image ramte bunden i 2012, er kundetilfredshed og image nu tilbage ved et godt udgangspunkt – takket være medarbejderne. "Vi er in the middle of the pack", som Thomas Borgen udtrykte det. "Men det er ikke nok. Vores markedsposition er nulstillet, og nu skal vi fremad", sagde han.

"Har vi lyst til at være nummer 2 – eller vil vi hellere være nummer 1?", spurgte han retorisk. "Har vi ikke alle en ambition om at være nummer 1? Vi er tilbage på sporet. Vi er good. Nu skal vi være great", fortsatte han.

"Great" at skære ned?

Det kniber dog lidt med følelsen af greatness blandt koncernens tillidsmænd, der ærgrer sig over de nedskæringer i staben, der varsles med de frivillige fratrædelser, som koncernen åbnede for den 10. oktober.

"Jeg vil gerne være nummer 1, men jeg vil vækste til nummer 1 - ikke spare mig til det", sagde områdetillidsmand Charlotte Hoffmann som kommentar til Thomas Borgens oplæg.

"Vi er glade for et styrket image. Vi brænder for banken. Men jeg oplever også, at vi arbejder rigtig meget. Det vil vi også gerne, men til en vis grænse. Frivillige fratrædelser er en fin måde at lade folk forlade banken på, men hvem skal løse deres opgaver, når de er væk?", spurgte Sandra Greve Jørgensen, tillidsmand i Ballerup og Herlev Afdeling.

"Det er præcis det dilemma, vi står i. Når vi skal arbejde med organisationsforandringer, vil vi gerne reducere mængden af opgaver først og så justere bemandingen bagefter. Der vil være spidsbelastningsperioder, og så skal der helst også være perioder, hvor der ikke er den belastning", svarede HR-chef Henriette Fenger Ellekrog, der også deltog i konferencen.

Fem faktorer driver forandringerne

Thomas Borgen pegede på faktorer, der driver koncernens forandring fra good til great:

1. Den markedsøkonomiske udvikling
Vi må forvente lave eller negative renter i mange år fremover. Der er ikke tegn på, at renten stiger, fordi der er lav økonomisk vækst.

2. Digitaliseringen tager fart
Det er ikke noget nyt, men det tager til i hastighed.

3. Reguleringer
Der har været en tsunami af nye reguleringer, og effekterne er store. AML har været et stort arbejde. Nu skal det integreres i vores dagligdag. Databeskyttelse kommer til at fylde mere. Det samme gælder bekæmpelse af market abuse. Det betyder, at compliance skal meget mere ind i vores DNA, og det koster ressourcer.

4. Nye konkurrenter
Vores traditionelle konkurrenter er stadigvæk de største, men fintech-virksomheder og de store, internationale firmaer som Google, der bevæger sig ind på vores forretningsområder, forandrer markedet. 

5. Ændret kundeadfærd
Kunderne bruger banken på nye måder og forventer nye produkter. Det stiller krav til udviklingen af vores forretning.

"Alt, der kan digitaliseres, vil blive det", sagde Thomas Borgen. "Men det er stadig ikke alt, der kan digitaliseres. Robotterne kan lære noget af det menneskelige, men ikke vores relationer. Der, hvor vi skal differentiere os fra de nye konkurrenter, er vores kombination af mennesker og digitalisering. Og det samspil kommer til at afgøre, om vi går fra good til great", konkluderede han.

Som afslutning på sin præsentation satte han ord på de fratrædelser, som koncernen senest har lagt op til.

"De fem faktorer betyder, at vi er i en situation, hvor vi må justere ned på antallet af ansatte. Vi har gjort det til en frivillig ordning, der gælder for flest muligt. Nu får vi se hvor mange, der træffer valget om at gå frivilligt. Ud fra det må vi afgøre, om nogle må gå ufrivilligt. Det håber vi ikke, men det kan blive nødvendigt", sagde Thomas Borgen.

"Jeg er ikke glad for at sige farvel til medarbejdere for at omkostningsreducere, men der er ikke nogen anden vej", sluttede han. 

Tillidsmændenes debat med direktionen

Hvert år mødes alle koncernens tillidsmænd til debat med direktionen, hvor der er mulighed for at drøfte emner, der betyder noget for medarbejdernes hverdag i Danske Bank. Formålet er at fremme den åbne og direkte dialog mellem topledelsen og tillidsmændene, der repræsenterer Finansforbundets medlemmer i Danske Bank. I år deltog ca. 150 tillidsmænd – først i debat med Thomas Borgen og Henriette Fenger Ellekrog og derefter i gruppedebatter med de øvrige medlemmer af koncernens direktion.