19-11-2013    

Afskedigelserne rammer hårdt

Tirsdag blev godt 250 medarbejdere i Danske Bank opsagt. Afskedigelserne rammer hårdt blandt medarbejderne og gør det sværere for koncernen at levere den gode kundeoplevelse, mener Danske Kreds

​Omkring 250 medarbejdere fik i dag, tirsdag, en opsigelse i hånden. De fleste af afskedigelserne fandt sted i Group Services, men flere andre afdelinger over hele landet blev også ramt af afskedigelser.

Afskedigelserne vil gøre det sværere at bevare et større fokus på kunderne i fremtiden, mener Danske Kreds.

”Når man siger farvel til så mange medarbejdere,  kan det også få betydning for kundeoplevelsen. Selv om der primært afskediges blandt de medarbejdere, der ikke har direkte kundekontakt , bliver det sværere  for banken at levere den gode kundeoplevelse. For  alle medarbejdere bidrager til den samlede kundeoplevelse, uanset om de er i direkte kontakt med kunderne eller ej," siger Steen Lund Olsen formand for Danske Kreds.

Bekymret for medarbejderne

Afskedigelserne rammer hårdt blandt medarbejderne, som gennem det seneste år har oplevet mange forandringer og et til tider urimeligt arbejdspres. Danske Kreds er derfor bekymrede for, hvilken betydning afskedigelserne får for de medarbejdere, der fortsat har deres job i Danske Bank.

Steen Lund Olsen mener ikke længere, koncernen kan tale om at skære ind til benet – nu skærer man i benet, og det vil få betydning for arbejdsmiljøet.

”Vi frygter, at afskedigelserne vil betyde et endnu større arbejdspres for de medarbejdere, der er tilbage. Vi håber på og opfordrer til, at ledelsen står klar med en plan over, hvilke opgaver der skal skæres fra. For medarbejderne kan ikke løbe stærkere, end de har gjort det seneste stykke tid,” slår Steen Lund Olsen fast.

Tager hånd om opsagte

Fokus er også på de medlemmer, som nu står uden job. Alle de opsagte medlemmer har i forbindelse med afskedigelsen fået et brev fra Danske Kreds og Finansforbundet med kontakter til rådgivning og en invitation til et informationsmøde, hvor medlemmerne vil blive præsenteret for nogle redskaber, som kan hjælpe dem videre på arbejdsmarkedet.

De opsagte medlemmer får desuden mulighed for at deltage i et jobrådgivningsforløb, hvor de får hjælp til at afklare deres kompetencer og finde deres fremtidige job.