Pludselig forsvandt synet på det ene øje
Det var sorgfuldt at sige farvel til Nordea efter 42 år, men for bankrådgiver Klaus Frederiksen var der ikke længere noget valg. ”Når det skulle være, fik jeg den bedste hjælp af Charlotte”, siger han om sagsbehandleren fra Finansforbundet i Nordea
”Jeg fik en rigtig fin aftrædelsesaftale.”
Bankrådgiver Klaus Frederiksen fra filialen i Farum havde egentlig tænkt sig at arbejde tre-fire år endnu, før han gik på pension.
”Mit arbejde har været en meget stor del af min identitet. Jeg nåede at være 42 år i Nordea, og både kunder og kolleger har betydet utroligt meget for mig igennem årene.”
For nogle år siden begyndte Klaus Frederiksen imidlertid at få symptomer:
”De kom snigende, jeg blev motorisk mere stiv, fik smerter i ben og fødder, og koncentrationsevnen blev dårligere. Jeg kunne ikke længere det samme som tidligere. For to år siden fik jeg så diagnosen: Parkinsons sygdom.”
400 kunder
Gradvist fik han også sværere ved at koncentrere sig, men han passede fortsat sine 400 kunder:
”Jeg kender dem allesammen, og jeg gik meget op i at holde fast i kontakten til dem.”
Der blev efter aftale med hans chef skruet lidt op for hjemmearbejdet, så han kunne fastholde jobbet, men hvile sig, når trætheden stadig oftere ramte ham som følge af sygdommen.
9. marts skete der dog en drastisk udvikling, og hans træthed har siden været langt mere udtalt:
”Jeg fik meget kraftig hovedpine og mistede kortvarigt synet på det ene øje, mens jeg sad og arbejdede på min hjemmearbejdsplads.”
Han blev indlagt på hospitalet i Hillerød med mistanke om blodprop. Siden var han ikke på arbejde igen, han blev sygemeldt og måtte efterhånden indse, at det var tid til at forlade arbejdsmarkedet.
”Det var sorgfuldt for mig at acceptere det, og først var der tale om fleksjob som en mulighed. Men jeg er blevet meget dårligere og kunne ikke magte det mere. Nogle gange må man lytte til venner og omgivelser og forstå, at det ikke går længere. Det var det rigtige valg, det kan jeg se nu,” siger Klaus Frederiksen, der blandt andet er udfordret på sin stemme, som en del af de normalt forekommende symptomer ved sygdommen.
Aldrig alene
En af dem, han lyttede til, var hans tillidsrepræsentant, som opfordrede ham til at tale med sagsbehandler i Finansforbundet i Nordea, Charlotte Hansen.
”Det var straks tydeligt for mig, at Charlotte er utrolig kompetent at have ved sin side. Hun er vellidt i Nordea og ved, hvad man i min situation skal sikre sig i forbindelse med fratrædelse. Hun har stor erfaring, ben i næsen og en naturlig autoritet – hun har respekt fra arbejdsgiverne,” lyder roserne fra Klaus Frederiksen.
Han sparrede adskillige gange med Charlotte i telefon og ved onlinemøder, og hun var også med til det fysiske møde i banken med People og hans chef, da vilkårene skulle forhandles på plads.
”Charlotte har betydet, at jeg aldrig har følt mig alene i processen. Hun har også lovet at gå med mig og være bisidder, når jeg skal møde kommunen om mulig førtidspension. Det har betydet meget at have hende at trække på, siden jeg blev rigtig dårlig.”
Han er godt tilfreds med den aftale, han fik forhandlet på plads:
”Jeg synes, jeg er blevet godt behandlet af min arbejdsgiver”.
Økonomisk betyder det, at han og hans kone kan blive boende i deres hus de næste ti år, hvis de har lyst til det.
En lettelse at slippe præstationskrav
Klaus Frederiksen har i sin karriere været filialchef tre steder, nemlig Lynge, Nærum og Hørsholm/Usserød. De seneste ti år var han bankrådgiver i Farum.
”Da det kom til stykket, var det en stor lettelse at slippe de krav om at præstere, som arbejdet indebærer. At sige farvel til kollegerne var til gengæld svært.”
1. september afleverede han sin computer:
”Jeg fik taget god afsked med mine kolleger og fik en dejlig afskedsgave af dem og banken - og fik pæne afskedsord af min chef. Det var en god afslutning, selv om det naturligvis var en trist måde at skulle afslutte mine mange år i banken på.”
En del af kunderne har til hans glæde efterfølgende taget kontakt til ham, blandt andet via Facebook. Han har også private venner, som arbejder i Nordea, så han slipper ikke kontakten til sin arbejdsplads helt.
Videre uden arbejdsidentiteten
Ud over hjælpen fra sagsbehandleren har Klaus Frederiksen modtaget psykologhjælp, dækket via sundhedsforsikringen som er tegnet via arbejdsgiver.
”I forbindelse med min fratrædelse har jeg haft en god snak med en psykolog, blandt andet om hvordan man kommer videre, når meget af identiteten er bundet op på ens arbejde.”
En af de vigtige ting er at holde træningen ved lige. Han går til særlig parkinsontræning hos fysioterapeut to gange om ugen og træner selv to gange ugentligt. Desuden går han til bordtennis for parkinsonramte.
Sidste efterår deltog han også på et tre ugers træningsophold på Montebello i Spanien; Region Hovedstadens tilbud for sygdomsramte med behov for specialtræning.
”Kommunen sendte mig afsted, og det gjorde en stor forskel for mig. Det var meget motiverende og gjorde det tydeligt, hvor vigtigt det er at træne.”
Golf er en glæde
Han har været aktiv med golf, løb og cykling gennem årene. Det kommer ham til gode nu, hvor han skal være så fysisk aktiv som muligt for at holde sygdommen i skak.
Især golf har fyldt meget i hans liv. Han har mange venner i golfklubben i Lynge, og har haft så lavt et golfhandicap som 3. Indimellem kan han stadig klare ni huller på smertestillende medicin.
”Jeg spiller så meget golf, som fysikken tillader, men jeg får ondt i benene og må hvile.”
Kræfterne til at rejse er heldigvis intakte, så her i november har han en otte dages tur til Dubai på programmet, og først i det nye år skal han også på en golftur med venner.
”Varme er rigtig godt for kroppen, når man er syg. Golfture er stadig en glæde, så længe jeg er sammen med venner, som kender mine behov og kan hjælpe, når jeg får brug for det,” siger Klaus Frederiksen, der også benytter sig af at køre i golfbuggy og generelt er opmærksom på, hvor meget kroppen kan klare.
“Da ingen desværre kan sige noget præcist om mine fremtidsudsigter, er det vigtigt at udleve mine rejsedrømme nu. Jeg vil bruge og nyde livet nu, ikke udsætte det.”