Menu luk

Dialogen er vigtigere end nogensinde

At tale sammen er forudsætningen for et godt fællesskab, fastslog formand Dorrit Brandt, og mange bidrog til dialogen på fredagens generalforsamling i Finansforbundet i Nordea. 464 medlemmer var tilmeldt generalforsamlingen og deltog efter eget valg enten ved fysisk fremmøde, sammen med kolleger rundt om i landet eller hjemmefra.

30. mar. 2022
6 min

”Kun via dialogen kan vi mødes i fælles forståelse”.

Det er en sandhed, som kun er blevet understreget af corona og hjemmearbejde, slog formand i Finansforbundet i Nordea, Dorrit Brandt, fredag fast fra talerstolen på Hotel Scandic Sluseholmen i København.


Formand Dorrit Brandt på talerstolen.

Her talte hun for godt 200 deltagere, som var samlet om runde borde i hotellets store sal, hvor de indtog et let måltid fingermad for at undgå klirren fra bestik under beretningerne. Endnu flere så med og deltog med input på distancen, enten afdelingsvis rundt om i landet eller i eget hjem.

”Vores oplevelse gennem det seneste år har været, at det at kunne tale sammen har været en af de væsentligste årsager til, at man er lykkedes i hverdagen”, sagde kredsformanden og konstaterede, at mangel på dialog omvendt tydeligt har vist sig at kunne nære en følelse af ikke at høre til.

Pres på fagforeninger

Dialogen med ledelsen er central og samarbejdet med landeledelsen i Danmark har været og fortsat er utroligt godt, fortalte hun – men det er under pres:

”Det sidste år er vi som fagforeninger tværnationalt blevet økonomisk og ledelsesmæssigt presset af Nordea, på en måde vi længe ikke har oplevet. Konkret er vi i DK blevet en person færre på kredskontoret, idet to stillinger kun blev genbesat med én ny. Samtidig har fysiske møder længe ikke været en mulighed, og den linje ser desværre ud til at forsætte, selvom vi har lagt corona bag os. Det giver nogle udfordringer for vores fællesskab”.

Blandt de andre udfordringer, kredsen har arbejdet med, er jobløn, som 1800 kolleger blev omfattet af fra november. Hensigten var højere grad af selvstændig arbejdstilrettelæggelse, men da jobløn blev til virkelighed, skabte det mange problemer, som man tydeligvis havde i frisk erindring ved mange af bordene i salen:

”Hvor dialogen var til stede, gik implementeringen ok - men der var desværre områder, hvor det modsatte var tilfældet og det blev for mange en rigtig dårlig oplevelse, og vi er ikke parate til at udvide scopet for jobløn foreløbig”, sagde Dorrit Brandt, der også betonede vigtigheden af dialog i forbindelse med Nordeas nye strategi frem mod 2025.

Positivt FH medlemskab

I Finansforbundet blæser der også nye vinde. Efter at have stået udenfor hovedorganisation siden 2018 holder Finansforbundet ekstraordinært landsmøde 20. april, hvor medlemskab af FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation – drøftes:

”Tiderne har ændret sig, og FH har opnået rigtig gode resultater gennem et utal af trepartsforhandlinger og har samtidig stor politisk indflydelse. Vi har noget at byde på, som FH finder attraktivt, ligesom vi har brug for en større politisk bane at spille på. Vi ser derfor positivt på et medlemskab”, sagde Dorrit Brandt.


Den nyvalgte bestyrelse og suppleanter. Fra venstre Ole Lund Jensen, Louise Have Lund, Katja Larsen, Pierre Christensen, Mette Balck Mejlby (næstformand), Natascha Bødker Feodor Nielsen (første-suppleant), Kasper Skovgaard Pedersen, Louise Naur, Mona Svan, Dorrit Brandt (formand), Jeppe Lermark Pieszak (anden-suppleant) og Ester Ribas (tredje-suppleant).

I kontakt med flere tusinde

Næstformand Mette Balck Mejlby opholdt sig i sin beretning også ved vigtigheden af dialog, også mellem de 153 tillidsvalgte og kredsbestyrelsen – der har været forskellige initiativer i årets løb for at styrke den dialog, blandt andet i form af webinarer om Nordealøn og jobløn, men også i form af ’Love You Calls’:

”Det er en ny måde at række ud og høre, hvad der rører sig, som vi fortsætter med i år. På den måde udbygger vi broen mellem jer medlemmer/tillidsrepræsentanter og ledelsen for at styrke vores fællesskab”.


Der skal meget teknik til for at sikre godt signal og gode billeder til både medlemmerne på distancen og i salen.

Næstformanden fortalte, at sagsbehandlerne har mærket stigende behov for rådgivning og forhandling af vilkår – 325 personalesager er håndteret i årets løb. Der har også generelt været øget dialog med både medlemmer og ikke-medlemmer:

”Vi har siden sidste generalforsamling været i kontakt med over 2500 kolleger til fysiske events, housewarming, medlemsmøder og et utal af webinarer. De har både været af både faglig karakter og mere uformelle dialogmorgenkaffemøder, hvor vi har taget temperaturen i Nordea. På den måde taler vi løbende sammen”.


Bestyrelsen i debat med medlemmerne på generalforsamlingen.

Næstformand i Finansforbundet, Michael Budolfsen, talte også på generalforsamlingen. Blandt andet var han omkring fællesskabets betydning, det bæredygtige arbejdsliv og vigtigheden af fleksibilitet:

”Det virker som om, man mange steder har fokus på at diskutere, om det skal være en, to eller tre hjemmearbejdsdage, der er normen. Men det handler meget mere om at sikre fleksibilitet i arbejdslivet”.


Finansforbundets næstformand Michael Budolfsen.

Fortsat generalforsamling hvert år

Rundt om i salen var der godt gang i snakken både i pauser og i forbindelse med indlagt drøftelse. Glæden ved at mødes er nem at aflæse, og måske var det derfor, at der ikke var den nødvendige opbakning til det forslag til vedtægtsændring, bestyrelsen havde stillet: At mødes til generalforsamling hvert andet år i stedet for hvert år.

Forslaget blev af Dorrit Brandt begrundet i både det meget store ressourceforbrug og økonomiske træk en årlig generalforsamling fordrer, ligesom hun pegede på, at adskillige andre kredse har generalforsamling hvert andet år eller sjældnere, og at der desuden nu er skabt mange andre muligheder for at mødes end det store fysiske setup. Men da et par af deltagerne havde været på scenen og fortælle om, hvor højt de sætter fællesskabet netop ved generalforsamlingerne, kunne forslaget ikke samle de nødvendige to tredjedele af stemmerne.

Der var også gang i stemmeafgivelsen, da der var kampvalg mellem suppleantposterne til kredsbestyrelsen. Fire stillede op til tre poster og holdt på skift en lille valgtale. Valgt blev: Natascha Bødker Feodor Nielsen, Jeppe Lermark Pieszak og Ester Ribas. Sidstnævnte genopstillede. Det samme gjorde fire bestyrelsesmedlemmer, der blev genvalgt uden modkandidater.


'Konkurrenter' om at blive suppleant - og gode kolleger. Suppleantkandidaterne skåler under generalforsamlingen.


Mange medlemmer deltog i generalforsamlingen lokalt fra deres arbejdsplads.

 

Ni blev valgt

Der var fredsvalg til bestyrelsen, hvor Ole Lund Jensen, Katja Larsen, Louise Have Lund og Louise Naur blev genvalgt.

Formanden Dorrit Brandt og bestyrelsesmedlemmerne Pierre Christensen, Mette Balck Mejlby, Kasper Skovgaard Pedersen og Mona Svan blev valgt til eller indsuppleret i bestyrelsen i 2021 for en to-årig periode og var dermed ikke på valg i år.

Fire stillede op til suppleantposterne. Efter en afstemning blev Natascha Bødker Feodor Nielsen valgt som første-suppleant med 182 stemmer, Jeppe Lermark Pieszak som anden-suppleant med 156 stemmer og Ester Ribas som tredje-suppleant med 126 stemmer. Giordano (Gio) Romanelli fik 119 stemmer og blev ikke valgt.

Bettina Tuladhar Holmfred blev genvalgt som intern revisor, og Joan Hangaard Pedersen blev genvalgt som intern revisorsuppleant. Derudover blev Jens Kjær valgt i 2021 for en to-årig periode.

Seneste nyt