Internationalt finansnyt
117 amerikanske banker lukket

Siden finanskrisen brød ud har de amerikanske finansmyndigheder lukket 117 banker, og yderligere 150-200 risikerer ifølge en  Wall Street-analytiker at dreje nøglen om inden for de næste 12 måneder. Læs også om overvejelser om at begrænse bankernes størrelse og om Islands tilbagebetaling af over fem milliarder dollar.

Af Elisabeth Teisen og Carsten Jørgensen et@finansforbundet.dk og cjo@finansforbundet.dk

Siden 1. januar 2009 er 89 banker i USA blevet lukket som følge af finanskrisen, og går man tilbage til krisens start er tallet 117. Men ifølge Wall Street-analytiker Richard Bove fra Rochdale Securities vil yderligere 150-200 banker bukke under i løbet af de næste 12 måneder. Den amerikanske pendant til finanstilsynet FDIC (Federal Deposit Insurance Corporation) har selv 416 banker på sin problemliste.

Professor ved New York University Viral Acharya advarer ifølge Mandag Morgen om, at de mindre bankers kollaps er ved at kløve USA's økonomi over i to.

"Det vi oplever nu, er et two track recovery. Man har reddet halvdelen af økonomien og ladet den anden halvdel forbløde", siger Viral Acharya til Mandag Morgen.

Er de store blevet for store

"Ingen bank må blive så stor, at den er i stand til at afpresse regeringer", sagde Angela Merkel, Tysklands forbundskansler op til G20-mødet. Regeringer har verden over måttet bruge kolossale summer på at redde banker "too big to fail". Og derfor er nogle af liberalismens hoveddogmer om størrelse som vejen til effektivitet og innovation kommet under angreb.
Vicepræsidenten for den schweiziske nationalbank SNB, Philipp Hildebrandt, har løftet sløret for, at man overvejer midler til at begrænse bankernes størrelse. Han vurderer, at banker ikke bare er blevet "too big to fail" men også "too big to manage".

"Naturligvis er SNB klar over, at der er fordele ved størrelse. Men hvad angår de store internationale banker, synes de empiriske data også at vise, at disse institutioner længst har overskredet den størrelse, der skal til for fuldt ud at udnytte disse fordele".

Ingen tror, at SNB er ved at stykke UBS eller Credit Suisse op i småbidder. Snarere åbner han op for internationale regler og rammer, der kan håndtere store tværnationale bankkrak.

Hybris, Deres Majestæt

"Hvorfor var der ingen, der så det komme", spurgte Storbritanniens 83 år gamle dronning økonomerne på et besøg hos London School of Economics i november sidste år. Det britiske kongehus havde selv tabt 37 millioner pund på London-børsen på aktiernes rutsjetur, men hun spurgte nok lige så meget på sine undrende undersåtters vegne.

Sidst i juli havde 33 af landets førende økonomer et svar klar til dronningen. I deres brev til regenten skrev de blandt andet:

"Madame. Mange forudså faktisk krisen. Men ingen forudså dens præcise form, timingen og vildskaben. Og helt centralt var det, at ingen kunne overskue den samlede systemrisiko".

De giver som eksempel en af de nu delvist nationaliserede britiske banker, der havde ikke mindre end 4.000 risk managers ansat. Nogle af de bedste matematiske hoveder "tabte jævnligt overblikket af syne", og man nærede alt for stor tiltro til "finansielle troldmænd" og deres strategier til at eliminere risici.

"Det er vanskeligt at genkalde sig et større eksempel på ønsketænkning kombineret med hybris", fastslår økonomerne.

Island betaler milliarder tilbage

Sidst i august vedtog Islands parlament, Altinget, at ratificere aftalen om at betale over fem milliarder dollar tilbage, som britiske og hollandske investorer har tabt i forbindelse med Landsbankis internetbaserede højrenteindlånsprodukt, Icesave.

Ifølge den islandske centralbank vil aftalen koste 1,2 procent af bruttonationalproduktet over de næste 15 år, eller 90.000 danske kroner for hver eneste af de 300.000 indbyggere.

Følelserne gik højt under debatterne op til vedtagelsen. Udgangspunktet var en aftale, som den islandske regering havde indgået med England og Holland i juni, som gik ud på, at Island skulle låne 5,5 milliarder dollar af den britiske og hollandske regering til en årlig rente på 5,5 procent, et beløb svarende til det, de respektive regeringer har brugt til at holde engelske og hollandske sparere skadesløse.

Modstanderne sammenlignede aftalen med Versaillestraktatens ødelæggende erstatningskrav til Tyskland i 1919 og omdøbte Icesave til Iceslave. Men der var for meget på spil til ikke at gribe til lommen: Et muligt EU-medlemskab og landets fremtidige kreditværdighed.