Menu luk

Regler om omsorgsdage

Har du ret til omsorgsdage og hvor mange dage har du ret til? Find svar på dine spørgsmål om omsorgsdage eller få specialiseret juridisk rådgivning af en af vores jurister.

Omsorgsdage - kort fortalt

Der er mange regler om omsorgsdage og det kan være svært at danne et overblik. Hvad sker der, når du fratræder din stilling eller skifter arbejdsplads? Få et hurtigt svar på de mest typiske spørgsmål om omsorgsdage eller læs dig til detaljerne nedenfor.

Du har ret til omsorgsdage, hvis du er omfattet af overenskomsten mellem Finansforbundet og Finanssektorens arbejdsgiverforening og modtager fuld løn fra din arbejdsgiver. Det betyder, at du også har ret til omsorgsdage, hvis du er syg og får løn under sygdom, eller har orlov med løn, fx graviditets-, barsels- eller adoptions­orlov og orlov til pasning af døende.

Du har dog ikke ret til omsorgsdage:

  • Hvis du er ansat i under en måned
  • I perioder, hvor du ikke får fuld løn. Det er fx når du i forbindelse med barsel, kun får udbetalt pensions­bidrag fra din arbejdsgiver.
  • Hvis du er ansat på en individuel kontrakt, med mindre det specifikt er aftalt.

Er du assurandør og ansat efter Assurandøroverenskomsten, har du ret til fem omsorgsdage pr. år. Du betaler selv for da­gene, medmindre der er aftalt noget andet lokalt. Det er dog en forudsætning, at det på forhånd er aftalt lokalt, hvordan du skal betale for omsorgs­dagene.

Hvor mange omsorgsdage har jeg ret til?

Du har som udgangspunkt ret til 5 omsorgsdage om året. Omsorgsdage omregnes til timer og indskydes i timebanken enten 1. januar for kalenderåret eller eventuelt den 1. september for ferieåret, hvis din arbejdsplads har valgt at følge ferieåret. Det betyder, at du tildeles timer svarende til din årsnorm delt med 52 uger (din beskæftigelsesgrad).

Har du en årsnorm på

  • 1924, tildeles 37 timer i timebanken
  • 1872, tildeles 36 timer i timebanken
  • 1560, tildeles 30 timer i timebanken
Hvor mange omsorgsdage får jeg tildelt ved ansættelse?

Ved ansættelsen tildeles du omsorgsdage således:

  • tiltrædelse senest 1. januar gives fem omsorgsdage
  • tiltrædelse senest 1. april gives fire omsorgsdage
  • tiltrædelse senest 1. juli gives tre omsorgsdage
  • tiltrædelse senest 1. oktober gives to omsorgsdage
  • tiltrædelse efter 1. oktober gives en omsorgsdag.

Bliver du ansat i en tidsbegrænset stilling, tildeles du en omsorgsdag for ansættelsen og en for hvert hele kvartal, du er ansat. Antallet af omsorgsdage er derfor afhængigt af ansættelsens længde.

Du skal være opmærksom på, at hvis du skifter virksomhed inden for FA’s medlemsområde, har du ret til i alt fem omsorgsdage i et kalenderår/ferieår.

Hvordan og hvornår kan du afholde dine omsorgsdage?

Reglerne for afholdelse af omsorgsdage følger de almindelige regler for træk på timebanken, og kan være som hele og halve dage eller som enkelte timers frihed.

Afholdelse af frihed aftales med nærmeste leder, under hensyntagen til virksomhedens drift. Det betyder, at din arbejdsgiver kan afvise en anmodning af driftsmæssige årsager.

Er der uenighed om afholdelse af frihed, kan du som altid inddrage din tillidsrepræsentant.

Du kan læse mere om timebanken i Vejledning om arbejdstid (pdf). 

Kan jeg få udbetalt mine omsorgsdage?

Omsorgsdagene kan udbetales efter reglerne om udbetaling fra timebanken. Det betyder, at du kan vælge kontant udbetaling i forbindelse med en lønudbetaling. Betaling sker til den aktuelle timeløn inklusive pension.

Hvad sker der, hvis du siger op eller bliver opsagt?

Ved fratræden af din stilling udbetales omsorgsdagene fra timebanken.

Hvis man på tidspunktet for tildelingen kender dit fratrædelsestidspunkt, tildeles omsorgsdagene forholdsmæssigt afhængigt af fratrædelsestidspunktet. Ved fratrædelse:

  • før 31. marts har du ret til en omsorgsdag
  • før 30. juni har du ret til to omsorgsdage
  • før 30. september har du ret til tre omsorgsdage
  • senest 30. november har du ret til fire omsorgsdage
  • efter 30. november har du ret til fem omsorgsdage

Dette gælder uanset om du selv opsiger din stilling eller du bliver opsagt af virksomheden.

Vil du vide mere om omsorgsdage?

Du kan læse mere om reglerne for omsorgsdage i Vejledningen (pdf)

Kontakt Jura

32 66 13 30

Ring til os mandag-torsdag kl. 8.30 - 16.00 eller fredag kl. 8.30 - 15.00.

Du kan også skrive til raadgivning@finansforbundet.dk