Professionelle rådgivere har et erstatningsansvar for fejlagtig rådgivning. Det gælder også, når du som tillidsmand rådgiver dine medlemmer.
Efter de almindelige regler i dansk ret, kan du blive holdt ansvarlig, hvis du ved fejl eller forsømmelser har påført et andet menneske et tab. Der er tre betingelser, der skal være opfyldt, før du kan blive draget til ansvar:
- Der skal være lidt et økonomisk tab
- Der skal være årsagssammenhæng mellem din fejl og det økonomiske tab
- Det skal være påregneligt for dig, at fejlen ville resultere i et økonomisk tab.
Nedenunder kan du læse mere om grundprincipperne for erstatningsansvar og få nogle gode ideer til, hvordan du kan undlade at bringe dig i en situation, hvor du risikerer at pådrage dig et erstatningsansvar.
Grundprincipper for rådgivning
1. Du hæfter for den professionelle rådgivning, du udøver over for andre. Det gælder også i en situation, hvor du undlader at rådgive om et bestemt forhold, som det ville være nærliggende at nævne.
Selv om du er i god tro, kan de forkerte oplysninger, du uagtsomt kan komme til at afgive - eller de rigtige oplysninger du kan undlade at give - være årsag til, at et medlem lider et økonomisk tab.
Når man vurderer din handling eller undladelse, sammenligner man med, hvordan en rådgiver med en god og solid baggrund inden for området ville have rådgivet.
Et betalende medlem må kunne forvente professionel rådgivning på et ansvarligt niveau. Det er derfor en skærpende omstændighed, at medlemmet betaler for rådgivning via sit kontingent.
2. Som hovedregel er det "højeste organ", der hæfter for betalingen. Så længe din rådgivning loyalt bunder i informationer fra Finansforbundet, din kredsbestyrelse eller fællestillidsmand, vil du ikke blive gjort personlig ansvarlig.
Giver du derimod oplysninger uden baggrund i informationer fra Finansforbundet eller din kreds, hæfter du selv for disse oplysninger. Som eksempler på sager, der kan medføre erstatningsansvar, kan nævnes:
- Faglige sager i almindelighed
- A-kassesager
- Arbejdsskadesager
- Forsikringsspørgsmål.
Husk, at du skal være ekstra opmærksom på de tidsfrister, der er i sagen og i overenskomsten herunder 4-ugers fristen for at anmode om organisationsmøde.
Husk altid dokumentation
Kommer det til en sag om erstatningsansvar, er det vigtigt at have dokumentationen på plads - herunder at du gemmer eventuel korrespondance. Det er en god ide at føre en form for dagbog, hvor du noterer, hvem du taler med, og hvad I taler om.
Når du rådgiver et medlem i en konkret sag, skal du sikre dig, at du er helt klar over, hvad sagen drejer sig om.
Er du i tvivl om, hvorvidt der er en sag eller ej, så kontakt altid kredsen eller Finansforbundet for vejledning. Du kan også kontakte Team Rådgivning.
Hvor henviser jeg til?
Du kan henvise til: