Målgruppen
Det er fortsat en generel betingelse for bevilling af fleksjob, at du er under folkepensionsalderen og at din arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat. Alle relevante muligheder skal være afprøvet, så der ikke er tvivl om, at du ikke kan arbejde på almindelige vilkår. Med de nye regler er det tanken, at også personer med en meget begrænset arbejdsevne kan komme i fleksjob, selvom de kun kan arbejde få timer om ugen.
Fastholdelsesfleksjob
Som noget nyt er det en betingelse for at blive ansat i fleksjob på den arbejdsplads, hvor du allerede er ansat, at du i mindst 12 måneder forud for fleksjobbet har været ansat efter overenskomstens sociale kapitel eller på særlige vilkår.
Skriftlig aftale om særlige vilkår
12- måneders perioden med ansættelse på særlige vilkår skal dokumenteres ved en skriftlig aftale mellem dig og din arbejdsgiver. Det skal fremgå af aftalen, hvilke funktioner du har svært ved at udføre og hvilke særlige skånehensyn, I har aftalt, for at du kan fortsætte i jobbet.
Det er vigtigt, at du får lavet en skriftlig aftale med din arbejdsgiver, så snart der er behov for særlige vilkår, så du har bevis for, hvornår 12-måneders perioden er startet. Herved stiller du dig selv bedst muligt for en eventuel senere mulighed for bevilling af fleksjob hos samme arbejdsgiver.
Ved akut opstået skade eller alvorlig sygdom kan du blive tilkendt fleksjob på din hidtidige arbejdsplads, uden at kravet om 12 måneders ansættelse på særlige vilkår er opfyldt. Dette kan eksempelvis være efter en arbejdsulykke eller ved en fremskreden uhelbredelig sygdom.
Midlertidige fleksjob
Det er også nyt, at det første fleksjob bevilges for en femårig periode. Hvis du er under 40 år, kan du udelukkende få bevilget fleksjob midlertidigt for fem år ad gangen.
Kommunen skal følge op på dit midlertidige fleksjob efter 2½ år, hvor det vurderes, om der er sket ændringer i din arbejdsevne - herunder om betingelserne for fleksjob fortsat er til stede. Derefter skal dit midlertidige fleksjob revurderes, når der er gået 4½ år. Hvis kommunen vurderer, at du fortsat ikke kan bestride et job på almindelige vilkår, gives der en ny bevilling til et midlertidigt fleksjob.
Hvis du er over 40 år kan du efter det første midlertidige fleksjob på fem år, bevilges et varigt fleksjob, hvis kommunen vurderer, at du ikke kan bestride et job på almindelige vilkår.
Ved permanente fleksjob skal kommunen følge op, hver gang der er gået 2½ år siden seneste opfølgning.
Indkomst i fleksjob
Efter de nye regler skal din arbejdsgiver kun betale dig løn for det arbejde, du reelt kan udføre i fleksjobbet og kommunen supplerer med et flekslønstilskud direkte til dig. Dette gælder for alle, der bliver ansat i fleksjob efter 1. januar 2013.
Lønnen fra arbejdsgiver
Ved etableringen af et fleksjob skal jobcenteret vurdere din arbejdsevne, både i form af antal timer og med hvilken intensitet du kan udføre arbejdet.
På baggrund af jobcenterets vurdering af din arbejdsevne, fastsættes din løn og øvrige arbejdsvilkår i fleksjobbet i henhold til gældende overenskomst. I den finansielle sektor vil det som hidtil ske ud fra enten standardoverenskomsten eller virksomhedsoverenskomst, de steder hvor en sådan er indgået.
Der er ingen nedre grænse for antallet af timer, der kan bevilges fleksjob til. Såfremt det ugentlige timeantal i fleksjobbet er mindre end otte timer, er dit ansættelsesforhold ikke omfattet af funktionærloven. Det er dog skrevet ind i loven, at der skal ansættes på funktionærlignende vilkår i fleksjob med en arbejdstid på 8 timer eller derunder.
Flekslønstilskuddet
Kommunen supplerer din løn med et flekslønstilskud, der udbetales direkte til dig. Tilskuddet udbetales bagud og kan højst udgøre 98 procent af den maksimale dagpengesats svarende til 17.008 kroner pr. måned (2013).
Det maksimale flekslønstilskud på 17.008 kroner bliver aftrappet med et beløb svarende til 30 procent af den løn inklusive pension, som du modtager i fleksjobbet. Hvis din løn inklusive pension udgør mere end 13.208 kroner pr. måned, skal tilskuddet aftrappes med 55 procent af den del, der overstiger 13.208 kroner.
Eksempel:
Du får en månedsløn på 8.800 kroner inklusive pension for 12 timers arbejde om ugen. Månedslønnen for 37 timers arbejde om ugen ville udgøre 27.133 kroner. Dit flekslønstilskud udgør 17.008 kroner minus 30 procent af 8.800 kroner = 14.368 kroner. Din samlede løn og flekslønstilskud udgør 23.168 kroner.
Din løn og flekslønstilskud må ikke tilsammen overstige, hvad lønnen ville være, såfremt du arbejdede fuld tid på almindelige vilkår. Kommunen tilbageholder 5 procent af dit flekslønstilskud, dog maksimalt 500 kroner om måneden, til indbetaling af et forhøjet ATP bidrag.
Fleksjob og ledighed
Med de nye regler får alle personer, der er visiteret til fleksjob, ret til en ledighedsydelse, som udbetales af kommunen. Niveauet for ledighedsydelsen afhænger af dit hidtidige forsørgelsesgrundlag, når du kommer ind i fleksjobordningen. Ledighedsydelsen er uafhængig af formueforhold og ægtefællens indtægt.
Fra 1. januar 2013 kan ledighedsydelsen maksimalt udgøre ca. 15.450 kroner om måneden (89 procent af højeste dagpengesats) før skat, hvis du havde ret til sygedagpenge, da du blev visiteret til fleksjob.
Hvis du kommer ind i fleksjobordningen fra en periode på kontanthjælp eller egen forsørgelse, vil du i stedet kunne få en ledighedsydelse svarende til kontanthjælpssatsen for henholdsvis forsørgere ca. 13.952 kroner og ikke-forsørgere ca. 10.500 kroner om måneden.
Hvis du har været ledig før 1. januar 2013 og modtaget ledighedsydelse på mere end 89 procent, kan du fortsætte med samme ydelse i højst et halvt år.
Som ledig fleksjobber er du efter de nye regler forpligtet til aktivt at søge fleksjob og deltage i kontaktsamtaler hver tredje måned med jobcentret. Du får, som øvrige ledige, ret til seks ugers selvvalgt uddannelse.
Du bliver også omfattet af de samme sanktioner som dagpengemodtagere. Det betyder blandt andet, at du får tre ugers karantæne ved selvforskyldt ledighed.
For dig, der er ansat i fleksjob før 1. januar 2013
De nye regler får som nævnt ikke betydning for dig, så længe du er i dit nuværende fleksjob, men du bliver omfattet af de nye regler, hvis du skifter til et nyt fleksjob.
Der er ikke tale om et nyt fleksjob:
Hvis det alene er dit skånebehov eller timetal, der ændres.
Hvis der alene bliver ændret i din jobbeskrivelse, fx som følge af, at du bliver forfremmet, men hvor du fortsætter med samme arbejdsopgaver som hidtil.
Hvis du skifter tjenested, fordi dine hidtidige arbejdsgaver flyttes til et nyt tjenestested.
Der vil være tale om nyt fleksjob:
Hvis du stopper i dit nuværende fleksjob, fordi din kontrakt ophører, eller du bliver afskediget.
Hvis du skifter fleksjob fra en arbejdsgiver til en anden.
Hvis du skifter til et nyt ansættelsesområde hos samme arbejdsgiver og dine arbejdsopgaver, løn og ansættelsesvilkår samtidig bliver ændret.
Inddrag din tillidsrepræsentant eller kreds
Vi anbefaler, at du inddrager din tillidsmand eller kreds, hvis du har spørgsmål i forbindelse med dit sygeforløb eller hvis du skal til at indgå en skriftlig aftale med din arbejdsgiver om særlige skånehensyn i jobbet.
Du kan også henvende dig til Rådgivningssektionen i Finansforbundet for råd og vejledning om fleksjobreglerne.