”Allerede i foråret var Danske Bank ude med meldinger om, at de ville lukke filialer, så dagens overskrifter kommer ikke helt bag på mig”, siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.
”For det første ser vi jo, at rigtig mange banker føler sig presset på omkostningerne. Og det i sig selv får jo ledelserne til at lede efter områder, hvor de kan spare. Og det er ikke så mærkeligt, at pilen peger på filialerne. For vi må jo erkende, at især den teknologiske udvikling forandrer verden. Netbanker og digitalisering i det hele taget betyder, at også kundebehov ændrer sig. Det er de færreste af os, der i dag har vores regelmæssige gang i banken”, siger Kent Petersen.
Han advarer dog bankerne mod at tro, at man ved at fjerne filialer reducerer kundernes efterspørgsel efter rådgivning.
”Det er jo vigtigt, at kunderne stadig kan få den rådgivning, de efterspørger, og som de har krav på. Det kan godt være, at filialmedarbejdere som for eksempel bankrådgivere ikke behøver sidde på en dyr adresse i enhver provinsby, men det kan ikke nytte at skære ned på antallet af rådgivere, hvis kunderne stadig skal have ordentlig service,” siger Kent Petersen.
Formanden for Danske Bank Kreds, Steen Lund Olsen, siger:
”Banken har allerede gennemført en del filiallukninger eller sammenlægninger, som det ofte i realiteten er. Indtil i dag er det lykkedes at finde beskæftigelse til de fleste af de berørte medarbejdere, og jeg forventer, at det også vil gælde frem over”.
Kontakt: Formand Kent Petersen via kommunikationskonsulent Annemette Waagensen, 61 55 35 30.