Bankansattes risiko for at blive udsat for røveri er igen for nedadgående, hvis man skal tro statistikken.
I årets første tre måneder blev der ifølge Finansrådet begået 21 røverier mod pengeinstitutter, og det er markant færre end samme periode sidste år (33 røverier) og mere end en halvering i forhold til første kvartal i 2010 (55 røverier). Udviklingen vækker glæde i Finansforbundet.
”Det er positivt, at antallet af røverier nu falder, men jeg håber, det kommer endnu længere ned. Det er frygteligt som bankansat at være udsat for røveri. Mange er alvorligt mærket af det i lang tid efter, og nogle bliver psykisk invalideret for resten af livet”, siger Finansforbundets næstformand Solveig Ørteby til Nyhedsbrevet Finans.
Bankrøverier er uden tvivl et af de farligste arbejdsmiljøproblemer, ansatte i pengeinstitutterne kan komme ud for, og Finansforbundet anslår, at hvert fjerde af dets medlemmer på et tidspunkt i deres arbejdsliv kommer i berøring med et røveri enten direkte eller ved at kolleger oplever det..
Landets pengeinstitutter har i de senere år brugt mange ressourcer på at sikre sig mod røverier. Der er blandt andet kommet flere kassefrie filialer, indført tv-overvågning ved facader og indgangspartier, og der er også etableret forskellige tidslåse, som forsinker udbetaling af større beløb fra kassen.
”Det er mit indtryk, at virksomhederne bruger mange ressourcer på at forebygge røverier, og sædvanligvis er der stor enighed mellem virksomhed og medarbejdere om, at sikring mod røverier har højeste prioritet", siger Solveig Ørteby til Nyhedsbrevet Finans.
Se Finansforbundets temaside om røverier her:
FaktaBoks
Antal bankrøverier
2012 (kun 1. kvartal): 21
2011: 116
2010: 135
2009: 93
2008: 109
2007: 71
2006: 69
2005: 98
2004: 121
2003: 182
2002: 222
2001: 208
2000: 221
Kilde: Finansrådet
|
|