Det er svært for blandt andre nyuddannede finansøkonomer og professionsbachelorer i Finans at få benet indenfor på arbejdsmarkedet. 140 nyuddannede dimittender fra finanssektoren var således ledige i januar 2012 – ud af dem havde 118 været ledige i mere end tre måneder.
Derfor falder de knap 1,4 millioner kroner, som Finansforbundet får af de ti millioner kroner, som Regeringen afsatte i finansloven til FTF’s beskæftigelsesindsats overfor nyuddannede på et tørt sted, mener Finansforbundets formand, Kent Petersen.
”De her penge gør det muligt for os at lave en ekstra indsats overfor de nyuddannede ledige, der rækker udover den almindelige beskæftigelsesindsats. Og det er vigtigt ikke kun for de unge selv, men det er også enormt vigtigt for samfundet, at der gøres en indsats her og nu, så vi ikke taber en generation på gulvet. Ikke mindst fordi demografien viser, at vi i fremtiden vil få brug for al den kvalificerede arbejdskraft, vi kan få”, siger han til Nyhedsbrevet Finans.
Virksomhedspraktik i otte uger
Finansforbundet vil i første omgang koncentrere sig om ledige nyuddannede med mere end tre måneders ledighed. De nyuddannede ledige vil blive tilbudt virksomhedspraktik i op til otte uger, relevante kurser - eksempelvis et specialefag på akademiuddannelsen i finansielle forretninger - og et coachingforløb. Derudover foretager FTF-A en særskilt virksomhedsopsøgende indsats. Hvert forløb vil blive tilpasset den enkelte.
”Men for at indsatsen skal blive en succes, er det vigtigt, at arbejdsgiversiden også giver sit besyv med. Derfor vil vi forsøge at få arbejdsgiversiden i dialog om det her, så vi i fællesskab kan løfte denne opgave”, siger formand Kent Petersen.
Nyuddannede ledige medlemmer af Finansforbundet vil blive kontaktet efter sommerferien via brev.
Ledighedsberørte FTF-A dimittender fra finanssektoren - januar 2012
Region / Antal ugers ledighed |
0-12 |
13-26 |
27-38 |
>39 |
Hovedtotal |
Hovedstaden |
2 |
4 |
3 |
8 |
17 |
Midtjylland |
8 |
11 |
14 |
15 |
48 |
Nordjylland |
4 |
7 |
14 |
13 |
38 |
Sjælland |
2 |
1 |
3 |
4 |
10 |
Syddanmark |
6 |
6 |
8 |
7 |
27 |
Hovedtotal |
22 |
29 |
42 |
47 |
140 |
Kilde: FTF-A
|
|