På vej ind til Ringkøbing knejser vindmøllerne på de omkringliggende marker. De er et produkt af Ringkjøbing Landbobank. Hovedfilialen i Landbobanken ligger midt på torvet i hjertet af byen, og med sit store grønne skilt skuer banken ud over resten af byen. I bankens hovedfilial sidder 160 af bankens 250 ansatte, og det summer af liv, når man træder ind af glasdørene. Ved kassen bliver en ældre dame betjent, og imens fortæller hun om sit nyfødte barnebarn. Landbobanken er nemlig ikke bare en bank, men en lokalbank, hvor kunderne og lokalsamfundet er de vigtigste grundsten i banken.