
Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet
Politiken bragte mandag 11. april en artikel, som beskriver et angiveligt stigende behov for uvildig finansiel rådgivning. Ifølge Carsten Holdum fra Forbrugerrådet, oplever man "en stigende mængde henvendelser fra folk, der søger uvildig økonomisk rådgivning." Politiken anvender overskriften "Vi stoler ikke mere på banken" , og det får mig til at fundere over begrebet uvildig rådgiver, hvad forbrugeren kan forvente, og hvad forbrugeren kan risikere, når han søger bistand fra en sådan rådgiver.
For fakta er, at ingen af disse uvildige rådgivere er underlagt kontrol fra Finanstilsynet, de er som hovedregel ikke omfattet af Mifid-reglerne, og kunden kan ikke gå til Pengeinstitutankenævnet, hvis han mener, at rådgivningen har været fejlagtig. Kort sagt så bevæger man sig som forbruger ind i et vildt vesten, når man søger den slags rådgivning. Netop det budskab er vel ret vigtigt at formidle til de forbrugere, der med Forbrugerrådets velsignelse lader sig besnære af den meget noble betegnelse "uvildig rådgiver".
Selv om disse rådgivere er, hvad man kan kalde udbyder-uafhængige, betyder det jo ikke, at de nødvendigvis yder den bedste rådgivning. Den er nemlig ikke underlagt nogen kontrol. Det er derfor interessant, at nogle uvildige nu også erkender udfordringen med, at 'økonomisk rådgiver' ikke en beskyttet titel, som kræver et specifikt uddannelsesniveau - enhver kan med andre ord nedsætte sig som sådan. Hans Peter Christensen, stifter af Uvildige.dk, erkender da også i Politiken, at det kan skabe grobund for rådgivere af tvivlsom karakter.
Et andet spørgsmål er så, om de uvildige økonomiske rådgivere får den løbende efter- og videreuddannelse, der er helt central i et marked, der hele tiden er under forandring, og hvor ny lovgivning og nye produkter skyder op som paddehatte. Mange af de uvildige er små virksomheder - ofte enkeltmandsforetagender - og spørgsmålet er derfor, om de har kapaciteten til at følge med udviklingen.
Der findes mere end 15.000 privatkunderådgivere i danske pengeinstitutter, og Forbrugerrådet kender til omtrent 30 uvildige økonomiske rådgivere. Så når Politiken i sin overskrift "Vi stoler ikke mere på banken", inkluderer samtlige danskere, så er det næsten en underdrivelse at sige, at overskriften er misvisende. De bankansatte yder en god og kompetent rådgivning - og kunden er godt beskyttet, hvis der skulle ske fejl, så jeg ved godt, hvor jeg selv vil gå hen og få økonomisk rådgivning.