Selvom man ofte hører udtalelser om, at det er danske skattekroner, der har betalt bankpakkerne, så er realiteten, at de fire pakker endnu ikke har kostet staten en krone. Den danske finanssektor har nemlig selv som en af de eneste i Europa betalt størsteparten af de omkostninger, de krakkede banker har givet. Og det er naturligvis også sådan, det skal være. De danske bankpakker har til fulde tjent formålet med at håndtere krakkede banker, men har også indirekte gjort det meget svært for en stor del af den danske sektor at funde sig i udlandet. Tabene, som udenlandske långivere og indskydere led i forbindelse med bankpakke III - som det eneste sted i EU - gør det svært at tiltrække udenlandsk kapital, når de nuværende statsgarantier udløber i 2012 og 2013.
I øjeblikket går bølgerne højt i medierne om, hvorvidt staten skal levere nye garantier. Præmissen for modstanden synes at være, at bankerne selv må rode sig ud af problemerne. Det kedelige er bare, at fundingproblemerne ikke kun rammer usunde virksomheder, men også de bæredygtige. Og det kan resultere i voldsomme konsekvenser, der rækker langt ud over sektoren. Finanssektor og samfund er nemlig forbundne kar, og når sektoren bløder, så skaber det dønninger i hele samfundet. Dønninger, som bremser væksten, og som koster arbejdspladser. Derfor er det kun naturligt og ganske nødvendigt, at staten træder til. Ikke blot for at hjælpe sektoren, men for at hjælpe os alle.
Og hvorfor ikke få indflydelse og indtjening ud af støtten? I stedet for passivt at stille garantier, så ligger det lige til højrebenet, at staten skyder kapital i de bæredygtige banker til gengæld for aktier og aktivt medejerskab. Finansforbundet har tilbage i august måned bedt revisionsfirmaet KPMG udarbejde en model til et statsejet selskab, der kan håndtere aktiebesiddelser. Og det er altså ikke raketvidenskab. Modellen kunne være et datterselskab under Finansiel Stabilitet, hvor der sidder folk med forstand på virksomhedsinvestering. Tanken er, at staten midlertidigt er aktieejer og afhænder aktierne, når tiderne er blevet gunstige. I 90'erne var Nordea i vanskeligheder, og dengang gennemførte den svenske stat en lignende øvelse. Det tror jeg ikke, de fortrudt, for salg af Nordea-aktier har siden skæppet fint i den svenske statskasse. I stedet for som hidtil at yde garantier til bankerne uden nogen modydelse, så kan den danske stat få indflydelse og forhåbentlig en fortjeneste, hvis den bliver aktieejer. Det giver god mening for sektoren, for samfundet og for den enkelte borger.