Derfor forekommer det ganske mærkværdigt, at Børsens lederskribent d. 6. juni har så vanskeligt ved at forstå Finansforbundets ærinde og budskab. Lønsumsafgiften blev indført i 1988 som en afgift på 4,75 af lønsummen i finansielle virksomheder. I dag er man oppe på en afgift på 10,5 procent, og nu vil man så stramme skruen yderligere til 12.3 procent. Det svarer til i gennemsnit mere end en månedsløn pr. medarbejder. Det er jo et anseligt incitament at lægge på bordet. Og når bankerne som nu er pressede, så ligger det lige til virksomhedernes højreben at skære i medarbejderstaben for at reducere omkostningerne. Det koster med andre ord arbejdspladser og vækst.
Det er derfor en urimelig skattekilde. Det samme vil nogen mene om sektorens rolle som del af finansieringsgrundlaget for skattereformen, men de politiske realiteter tegner sig nu engang sådan, at sektoren med al sandsynlighed kommer til at holde for. Og vil man det, er det ikke fair at lade de ansatte i sektoren betale bankskatten med deres job, når der findes alternativer, som virker i landene omkring os og som har en mere fornuftig adfærdsregulering indbygget. Det er alene vores budskab.
Man kan derfor også undre sig over, at Børsens lederskribent mener, at Finansforbundet er illoyalt, når vi kæmper imod lønsumsafgiften. Vel at mærke en forhøjelse af afgiften, som med stor sandsynlighed kan koste i hvert fald 6-700 finansansatte deres job. Det er faktisk i allerhøjeste grad loyalt – over for vores medlemmer. Når de er i risiko for at miste deres arbejde, så er det klart, at vi må gå i brechen for dem.
Det er lige præcis derfor, vi blandt andet via en annoncekampagne kæmper imod lønsumsafgiften. Det er en afgift, der koster arbejdspladser og vækst. Og det burde faktisk også være noget, Børsen kunne forstå.
Debatindlæg bragt i Børsen 8. juni 2012