Men det er vist småting i forhold til hvilke frustrationer medarbejderne sidder med.
Det er fuldstændig umenneskeligt at gå og afvente en fremtidig afskedigelsesrunde.
Samarbejdsudvalget fik første orientering den 7. oktober på et ekstraordinært SU møde. Derefter fulgte meddelelse til Beskæftigelsesrådet, Arbejdsgiverforeningen (FA) og Finansforbundet. Det sker, når der er tale om en masseafskedigelsesrunde.
I forløbet derefter sker der forhandlinger mellem FA, Finansforbundet, virksomheden og Fællestillidsmanden. Vi skal forsøge at finde nogle vilkår til de afskedigede medarbejdere. De såkaldte afbødeforanstaltninger.
Det er ikke nogen nemme forhandlinger. Vi var desværre igennem det samme sidste år, så det var ikke helt nyt for os. Vilkårene blev aftalt og underskrevet efter et par møder. Langt fra prangende, men det er et kæmpe dilemma at vide, at for hver ting jeg kræver, står der måske et eller to navne mere på listen, når den bliver præsenteret.
Når bomben falder
Mandag den 7. november faldt bomben. De første ni medarbejdere blev afskediget. Virksomheden ønskede at afskedige ledere, projektledere og HR medarbejdere en uge før de øvrige medarbejdere. Samtidig blev medarbejderne orienteret om, at de ugen efter skulle sidde på deres arbejdsplads på et angivet tidspunkt. Py ha, det kom som et chok for mange. Andre havde ventet det, ud fra de udtalelser deres ledere var kommet med i tiden op til.
Som tillidsmand er det en underlig dag. Utrolig hektisk op til afskedigelserne. Ønsket om, at hjælpe de opsagte medlemmer så meget som jeg kan. Og samtidig fyldes kroppen meget kortvarigt af en lettelse. En lettelse over, at det nu er offentligt. Ikke noget med at passe på, hvad der bliver sagt. Nu kan vi tale åbent om det med kollegaerne. Men lettelsen er meget kortvarig, for tankerne om, at de medarbejdere, jeg til daglig omgås, måske ikke er her ugen efter, lægger sig som en tyk tåge over mig. Samtidig fyldes jeg af dårlig samvittighed over, at jeg kan tillade mig at føle lettelse, selvom den kun er kortvarig.
Aldrig igen
Det er en underlig tid. Den mest hektiske i min tid som tillidsmand. Sidste år sagde jeg, at det ville jeg ønske, jeg aldrig skulle prøve igen. Nu sidder jeg her så igen. Og jeg ved fra sidste år, at tiden fra jeg har set listen med navne på kollegaer, der skal afskediges, er ulidelig. Faktisk er det bedst slet ikke at være til stede. Men det duer heller ikke. Mine medlemmer har brug for mig.
Aldrig har der været så mange, der har behov for at snakke. Men det mest underlige er, at rigtig mange af medlemmerne udviser ægte omsorg for os som tillidsmænd. I stedet for at tale om, hvor frustrerede de selv er, så har de mere travlt med at spørge til os, og bekymre sig, om vi nu klarer det. Bedre medlemmer findes ikke. Jeg holder meget af dem, og er taknemmelig for, at jeg har muligheden for at opleve den form for omsorg, om end jeg helst havde været foruden, omstændighederne taget i betragtning.
Mit højeste juleønske er, at det aldrig kommer til at ske igen.