I januar 2012 sad kvinderne på knapt 14 pct. af bestyrelsesposterne i de største børsnoterede selskaber i EU. I de danske børsnoterede aktieselskaber udgjorde kvinderne i september 2011 mindre end 12 pct. af bestyrelsesmedlemmerne. Trækker man de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer fra, er tallet nede på 6,5 pct. Et niveau som ikke har ændret sig nævneværdigt de seneste 10 år.
I en undersøgelse fra april 2012 foretaget af Finansforbundet udgjorde kvinderne 17 pct. af bestyrelsesmedlemmerne i den finansielle sektor. Fratrækkes de medarbejdervalgte medlemmer, udgør kvinder knap ni pct.
Ligestilling har igennem mange år stået højt på dagsordenen i det europæiske samarbejde. Af EU-kommissionens strategi for ligestilling 2010-2015 samt i Kommissionens arbejdsprogram for 2012 fremgår det, at man vil arbejde for en forbedring af kønsbalancen i beslutningstagningen, og at man agter at gå lovgivningens vej over for de børsnoterede virksomheders bestyrelser.
Den danske regering med ligestillingsminister Manu Sareen (R) har efterfølgende sat sig i spidsen for at udvikle en ny dansk model for flere kvinder i bestyrelser, og den 3. maj præsenterede han og erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) en række forslag til lovændringer. Forslag, der vil forpligte 1.100 af de største danske virksomheder til at opstille måltal, lave strategi og følge op på indsatsen.
De fremgår af ministrenes forslag, at måltallene skal være realistiske og ambitiøst for virksomheden selv, og at politikken skal lede frem til, at den enkelte virksomhed øger antallet af det underrepræsenterede køn i virksomhedens ledelsesniveauer generelt og ikke kun i bestyrelsen. Endeligt lægges der op til, at virksomhederne skal redegøre for status for opfyldelsen af det opstillede måltal i årsrapporten, herunder for, hvorfor virksomheden i givet fald ikke har nået den opstillede målsætning.
Derudover skal de oplyse om politikken i årsrapporten, hvordan den gennemføres, og hvad der er opnået. Sker dette ikke, er der mulighed for at pålægge virksomhederne bøde
Finansforbundets hovedbestyrelse har drøftet forslagene og bakker op omkring det danske initiativ. Det er Finansforbundets vurdering, at der med dette danske forslag til lovændringer vil komme flere kvinder ind i ledelser og bestyrelser samtidig med, at det – til forskel fra kvoter – vil tage udgangspunkt i den enkelte virksomheds konkrete situation og egne udviklingsmål.