Yderligere 29 finansansatte fik i den foregående uge den tunge besked om, at der ikke længere var brug for dem. Sydbank afskedigede 11 ansatte i regionskontoret på Sjælland, 10 mistede jobbet i Morsø Bank, som i november overtog Spar Mors, mens Morsø Sparekasse sagde farvel til otte ansatte. I alt har 41 finansvirksomheder afskediget 1.490 medarbejdere de seneste 11 måneder.
Af Elisabeth Teisen et@finansforbundet.dk
De dårlige tider i finanssektoren fortsætter med at ramme medarbejdere på levebrødet. I den seneste uge har tre pengeinstitutter delt fyresedler ud. 11 blev fyret i Sydbanks regionshovedkontor, Sjælland og otte i Morsø Sparekasse den onsdag den 11. marts, og dagen efter fik 10 medarbejdere i Morsø Bank deres opsigelse.
Fyringerne kom ikke som nogen overraskelse for tillidsmændene i Sydbank og Morsø Bank.
"På SU-mødet i slutningen af 2008 informerede ledelsen om, at man i 2009 ville reducere medarbejderstaben med 100 - dog primært ved naturlig afgang", fortæller Harry Max Friedrichsen, formand for Sydbank Kreds.
"I regionshovedkontoret på Sjælland var udviklingen på både investerings-, erhvervs- og privatområdet imidlertid så stagnerende, at den krævede reduktion ikke kunne nås ved naturlig afgang", siger kredsformanden.
Respekt for Finansforbundets kodeks for massefyringer
Også Johannes Veje, fællestillidsmand i Morsø Bank, var forberedt. Morsø Bank overtog Spar Mors i november 2008. Overtagelsen har resulteret i, at hovedsædefunktioner er blevet overflødige, og at man har besluttet at nedlægge tre filialer.
Begge fyringsrunder er ifølge tillidsmændene sket i overensstemmelse med Finansforbundets kodeks for ansvarlig massefyring. Der er således både ekstra månedslønninger, mulighed for fritstilling og penge til outplacement.2
I Sydbank har kredsen yderligere fået 12.500 kr. pr. fyret medarbejder som efter ansøgning til kredsen kan bruges til supplerende hjælp til outplacement, uddannelse m.m.
"Hvis man overhovedet kan tale om fornuft i forbindelse med massefyringer, synes jeg, vi har fået en fornuftig ordning", siger Johannes Veje.
Også Harry Max Friedrichsen er i situationen tilfreds med ledelsens håndtering af fyringsrunden.
"Vi tager personalespørgsmålet op med ledelsen hver eneste måned, og jeg synes, der er lydhørhed. Der er ingen tvivl om, at overlæggeren bliver flyttet op. Kravene bliver større, og der bliver stillet større krav til fleksibilitet både fagligt og geografisk. Men også ledelsen viser fleksibilitet og tilbyder supplerende uddannelse ved jobskift."
Også i Morsø Sparekasse er argumenterne for fyringerne "markedssituationen med aftagende aktivitetsniveau". Sparekassen lukker seks afdelinger den 1. maj. (17/03-2009)
 |